Denne rapport beskriver en kortlægning af kilder og niveauer af Bisphenol A (BPA) i drikkevand prøvetaget ved afgang fra vandværk. Formålet med projektet var at skabe et overblik over konsekvenserne for vandforsyningen, såfremt der indføres et meget lavt drikkevandskvalitetskriterie for BPA. EFSA har den 15. december 2021 udsendt et udkast til revurdering af BPA, hvor der foreslås en ny tolerabel daglig indtagelse (TDI på 0,04 nanogram/kg lgv/dag), som kan betyde et drikkevandskvalitetskriterie på 0,133 ng/L. Baggrundsniveauet for BPA i det danske drikkevand kendes ikke, og der er ikke krav om kontrol.
BPA forekommer i mange forskellige produkter som plast, maling, lak og lim. Stoffet kan frigives fra fx coatninger bestående af hærdede epoxyharpikser eksempelvis anvendt som overfladebehandling indvendigt i drikkevandstanke for at beskytte drikkevandet fra direkte kontakt med indersiden af tanken. I projektet blev etableret kontakt til vandværker, og prøvetagningssteder med særlig risiko for forekomst af forhøjede BPA-koncentrationer blev identificeret. I alt blev der prøvetaget og analyseret prøver fra 26 vandværker, fordelt på vandværker på Sjælland, Fyn og Jylland samt fra lokaliteter med forskellig hårdhed. Resultaterne af drikkevandsanalyserne viser, at der ikke er fundet BPA over detektionsgrænsen på 0,13 ng/L i de 26 analyserede prøver.
Kortlægning af kilder og niveauer af Bisphenol A i drikkevand
Grundvand og Drikkevand nr. 6, Maj 2023.