TRIAFUNG

Bekæmpelsesmiddelforskning nr. 215, August 2023 Triazolfungiciders persistens, akkumulering og omdannelse til 1,2,4-triazol i jord.

1,2,4-triazol dannes i landbrugsjord ved nedbrydning af en række triazolfungicider. 

Pesticidvarslingsprogrammet (VAP) blev 1,2,4-triazol i 2015 overraskende påvist i drænvand og det øvre grundvand under marker, der ikke var sprøjtet med triazol-fungicider i flere år. TRIAFUNG-projektet har i feltforsøg og laboratorieforsøg undersøgt, hvor dette 1,2,4-triazol kan stamme fra. Fire VAP-marker blev prøvetaget over to år for at undersøge, hvor hurtigt triazolfungicider forsvinder i pløjelaget. Flere triazolfungicider var sprøjtet på markerne længe inden de blev påvist fx 3,1 µg/kg propiconazol 19 år efter seneste sprøjtning og 6,6 µg/kg epoxiconazol 14 år efter seneste sprøjtning. Når triazolfungiciderne er ”naturligt” ældede i pløjelaget over en årrække er den biotilgængelige fraktion ganske lille og nedbrydningen tilsvarende langsom. Efter sprøjtning vil det meste triazolfungicid sandsynligvis nedbrydes i overjorden, men en fraktion kan bindes meget hårdt i pløjelaget med meget lav biotilgængelighed og kan derfor ophobes efter gentagne sprøjtninger. Langsom, men kontinuert nedbrydning af det ældede triazolfungicid kan bidrage til de ”uforklarlige” fund af 1,2,4-triazol i dræn- og grundvand på VAP-marker. Denne effekt skal lægges til udvaskning af 1,2,4-triazol fra bejdset udsæd, bidrag fra triazolfungicidernes atmosfæriske deposition og bidrag fra husdyrgødning indeholdende konventionelt dyrket halm. Samlet set er det derfor ikke overraskende, at der var et forholdsvis højt indhold af 1,2,4-triazol i dræn- og grundvand under VAP-markerne inden sprøjtning med specifikke triazolfungicider. Generelt kunne vi ikke sandsynliggøre naturlig dannelse af 1,2,4-triazol, men på én lokalitet var der et mindre, uforklaret bidrag, hvor naturlig dannelse ikke kunne udelukkes.

Læs publikation