Kortlægning og risikovurdering af kemiske produkter anvendt under ”gør-det-selv projekter” i hjemmet

Projektet har haft til formål at undersøge, om der kan være en sundhedsrisiko forbundet med brugen af forskellige produkter til gør-det-selv projekter hjemmet.

FORB 166, 2018

I undersøgelsen er der udvalgt tre gør-det-selv projekter, hvor der ud fra en indledende screening blev vurderet at kunne være særlig risiko for eksponering for problematiske stoffer. Af de produkter, der kan anvendes til disse projekter, blev der til risikovurderingen udvalgt ni produkter omfattende 5 maling /lak produkter (2 vandbaserede, 1 opløsningsmiddelbaseret, 1 epoxybaseret og 1 syrehærdende produkt), 1 voksprodukt, 1 to-komponent kemisk træ produkt, 1 fugeskumprodukt samt mineralsk terpentin. Ud fra data vedrørende indholdsstofferne i produkterne og ud fra målinger af afdampningen under påføringen og af afdampningen fra de behandlede flader i løbet af den første måned efter påføringen, blev der foretaget risiko-vurdering af produkterne.

Det overordnede billede er, at der for otte af de ni produkter kan påvises risiko ved arbejde med produkterne såfremt brugeren ikke benytter værnemidler i form af beskyttelseshandsker eller åndedrætsværn under påføringen. Hvad angår hudkontakt er det især allergifremkaldende stoffer, der udgør en risiko, mens det for indånding især er afdampning af kronisk nervebeskadigende organiske opløsningsmidler, øjen- og luftvejsirriterende stoffer og kræftfremkaldende stoffer, der medfører en forhøjet risiko.

Læs publikation