Digitalt værktøj til oversættelse af FN’s transportklassifikationer til relevante kategorier i risikobekendtgørelsen

Nyt digitalt værkstøj henvender sig til transportfirmaer i Danmark, som skal undersøge om deres oplag af farlige stoffer er omfattet af risikobekendtgørelsen, samt risikosagsbehandlere i kommuner og stat.

Der er foretaget en undersøgelse af, om Seveso III-direktivets tilpasning til EU’s nye principper for klassificering af farlige stoffer, vil betyde en højere grad af overensstemmelse mellem FN’s transportklassifikationer og stofkategorier, når Seveso III-direktivet implementeres i risikobekendtgørelsen, end tidligere med Seveso II-direktivet. Det ses af denne undersøgelse, at flere af farekategorierne fra Seveso II-direktivet er delt op i Seveso III-direktivet, og sidstnævnte er dermed blevet mere nuanceret. Dette fremmer en direkte oversættelse fra transportklassifikationens UN-fareklasser og ADR-farenummer til farekategorierne, men der findes stadig en del uoverensstemmelser mellem FN’s transportklassificering og fareklassificering i Seveso III-direktivet.

Til det digitale værktøj er der udarbejdet en model og en metode til oversættelse af FN’s transportklassificering til farekategorier eller navngivne stoffer i Seveso III-direktivet til beregning af aktuelle tærskelværdier. Metoden oversætter UN-koder og eventuelt andre oplysninger til kategorier af farlige stoffer eller navngivne stoffer og de tilknyttede tærskelværdier, som angivet i risikobekendtgørelsen (Seveso III-direktivet).

Der er udarbejdet 2 forskellige dele af det digitale værktøj; et til opslag af et enkelt UN-nummer (enkeltopslag) og et til opslag af et sæt af UN-numre inkl. tidsintervaller og mængdeangivelser (batch).

Læs publikation