Kortlægning og risikovurdering af partikel- og tungmetalemission fra levende lys

Kortlægning af kemiske stoffer i forbrugerprodukter nr. 156, 2017

Mange danskere tænder dagligt eller næsten dagligt levende lys i deres bolig, hvilket medfører en højere koncentration af partikler i indeklimaet. Formålet med denne rapport er at samle mere viden om den partikelemission, der udsendes fra levende lys, og vurdere om der er en sundhedsmæssig risiko forbundet ved ophold i rum med tændte lys.

Undersøgelsen var inddelt i tre faser: kortlægning og baggrundsviden, analyse af levende lys og sundhedsmæssig vurdering. Kortlægningen identificerede 129 forskellige stagelys fordelt på 56 forskellige mærker, herfra blev 32 hvide lys udvalgt til de følgende analyser. Partikelemissionskoncentrationen blev målt henholdsvis tæt ved lyskilden (20 cm over flammen) og i et klimarum på 20 m3 (1,5 m fra de tændte lys). Derudover blev indhold af bly og nikkel analyseret i voks og væge samt på opsamlede partikler på filtre. Undersøgelsen fandt at levende lys ved optimal forbrænding udleder et højt antal partikler, men med en relativ lille partikelmasse. Der blev ikke fundet en sundhedsmæssig risiko forbundet med de undersøgte lys i denne rapport, som alle blev undersøgt under optimale forbrændings omstændigheder. De målte niveauer af bly og nikkel i lysene i denne undersøgelse er under EU´s grænseværdier og der ikke opnås sundhedsmæssigt betænkelige eksponeringsniveauer. Ved beregning ud fra målinger fra en undersøgelse fundet i litteraturen som målte partikelemissionen ved sodende forbrænding, vurderes partikelemissionen dog at være mere betænkelig. Det tilrådes derfor at vælge lys som brænder med en rolig og ikke-sodende flamme, hvilket reducerer partikelforureningen betydeligt.

Læs publikation