Nissum Fjord og det omkringliggende landskab rummer nogle af Vestjyllands vigtigste fuglelokaliteter. De er af international betydning for store bestande af ænder, gæs og vadefugle. Som ynglelokalitet for vandfugle er områderne ligeledes af overordentlig stor værdi. Hele Nissum Fjord samt nogle landarealer er udlagt som vildtreservat for at beskytte rastende og ynglende vandfugle. Reservatordningen betyder, at jagt og færdsel er begrænset, som det fremgår af kortet på midtersiden. Nogle af fjordens landskaber er desuden fredede for at bevare fuglelivets levesteder og karakteristiske plantesamfund. De fredede områder fremgår også af kortet.
Nissum Fjord er beliggende i læ bag den smalle Vesterhavstange. Den eneste forbindelse fra Nissum Fjord til Vesterhavet går gennem slusen ved Torsminde.
Fjorden har et vandareal på ca. 7.000 ha (70 km²), og vanddybden er de fleste steder lav. Vandet er brakt, dvs. en mellemting mellem ferskvand og havvand.
Nissum Fjords betydning for vandfugle har medført, at Danmark gennem sin tiltrædelse af den internationale »Ramsar-konvention« har forpligtet sig til at passe særligt på naturområder i og ved fjorden.
Bøvling Fjord
Den nordlige del af Nissum Fjord benævnes Bøvling Fjord. Strandenge, rørskove og lavvandede fjordområder rummer nogle af Nissum Fjords bedste levesteder for vandfugle. Engene er dannet i læ af klittangen ved, at opgrøde fra fjorden efterhånden er blevet bevokset med strandengsplanter, der med tiden har dannet et sammenhængende plantedække. Strandengen er værdifuld for fuglene både som yngleplads og for trækfuglene som fødesøgningsområde. Det er derfor vigtigt, at standengsområderne bevares med kort græs ved kreaturafgræsning eller høslet.
Man kan sejle ud ved Torsminde syd for slusen og øst for den gamle havn, hvor der findes et opholdsareal. Ved Harpøt på fjordens østside kan man parkere og sejle ud. Kør ad Skalstrupvej og Sandbækvej. Et skilt viser vej til fjorden.
1. Ejere og brugere kan, uanset bestemmelserne for færdsel, uhindret færdes på egne arealer. Færdsel til fods på digestrækningen fra Storåen til Udstrup samt fra Kyttrup pumpestation langs kanalen til kogens åbne vand er tilladt.
2. Udenfor områder med særlige bestemmelser for færdsel er motorbådssejlads med højere hastighed end 8 knob forbudt.
3. Sejlbåde må ikke benyttes i Felsted Kog.
4. Windsurfing og sejlads med sejlbåde er forbudt i Felsted Kog samt i det afmærkede område omkring Fjandø.
Fjandø
I den sydvestlige del af Nissum Fjord ligger den ca. 40 ha store, ubeboede Fjandø.
Øen, der er dannet af strandvolde, ligner ikke de lave græsøer, som man sædvanligvis ser i lukkede fjordområder.
Vegetationen på øen er bl.a. præget af lyng og anden hedevegetation, og der findes fugtige lavninger mellem strandvoldene. Øen græsses af får, således at der er ideelle betingelser for ynglende og rastende fugle.
Felsted Kog
Den sydøstlige del af Nissum Fjord, der benævnes Felsted Kog, blev i slutningen af 1800-tallet forsøgt afvandet. Forsøgene mislykkedes imidlertid, idet kraftige storme gennembrød dæmningerne. Siden er der i læ af dæmningen opvokset næsten 500 ha rørskov.
Rørskovene bliver høstet om vinteren under særlig hensynstagen til fuglelivet.
Fuglelivet i Nissum Fjord
Det er bl.a. Nissum Fjords beliggenhed på trækruten langs Vestkysten, der betyder, at en række fuglearter benytter fjorden som rasteplads.
Det er først og fremmest svømmeænder, bl.a. pibeand, gråand og krikand, der forår og efterår kan ses i stort tal, bl.a. i Bøvling Fjord.
I Felsted Kog ses ligeledes rastende svømmeænder, men denne del af fjorden er først og fremmest en typisk rasteplads for dykænder. Det er taffeland, hvinand samt skalleslugere, der ses i størst tal.
I forårsmånederne står flokke af gæs på strandengene langs Bøvling Klit og syd for Torsminde. Det er først og fremmest kortnæbbet gås og lysbuget knortegås, der begge yngler på Svalbard, der ses. Men også mindre flokke af grågås, der yngler her i landet, samt bramgås raster ved fjorden.
I de lavvandede områder og på strandengene ses især i forårsmånederne flokke af rastende vadefugle. Mest almindelig er lille kobbersneppe, almindelige ryle, islandsk ryle og hjejle.
Fra vejen, der går på klittangen, har man meget fine muligheder for at iagttage fuglelivet på engene og i fjorden.
Fjandø er yngleplads for bl.a. terner, måger samt ande- og vadefugle. Desuden er Fjandø og den lille Kollingø yngleplads for knopsvane, og i de senere år er skarven, som man nu kan træffe i fjorden hele året, begyndt at ruge på Kollingø.
Sejlads på Nissum Fjord
Nissum Fjord er velegnet til sejlads med mindre både og windsurfere – der er næsten altid god vind, og desuden er fjorden de fleste steder meget lavvandet. De særlige regler for sejlads, også omfattende windsurfing, fremgår af kortet.
Nissum Fjord egner sig ikke til sejlads med kølbåde og større motorbåde. De kan bedre anvendes i Limfjorden eller i Ringkøbing Fjord.
Vis hensyn
Fjorden bruges både af erhvervsfiskere og lystfiskere.
Tag hensyn til fiskeriet, der foregår med bundgarn og net. Lad være med at sejle mellem pæle og bøjer. Kostbare garn kan let ødelægges, og man risikerer samtidig at få garn i skruen eller om kølen. Løft ikke op i garn og ruser.
Camping
Man må ikke campere ved fjorden. Brug egnens gode campingpladser. Torsminde Camping har egen strand, hvorfra gæster kan sejle ud.
Sikkerheden
Selv om fjorden er lavvandet, er der dybe render, hvor man ikke kan bunde – sejl langs kysterne.
Slusekanalen ved Torsminde er farlig - strømmen kan være stærk. Det er forbudt at sejle vest for højspændingsledningerne over kanalen. Tag en vejrmelding inden sejlads påbegyndes.