Syd for Nexø by findes et sammenhængende naturområde som består af Nexø Lystskov, Nexø Sydstrand og Balkalyngen. En del af området er vildtreservat. Hovedparten ejes af Nexø kommune.
Gennemgående er der tale om ret ringe jord, og mange steder er jordlaget oven på sandstenen meget tyndt. Arealet var derfor tidligere en del af udmarken og henlå som fælles græsgang.
Sandstenen i den centrale del - fra Skarvigen og langs Langeskanse - er Nexø sandsten, aflejret for ca. 570 millioner år siden på en flodslette nær kysten. Sandstenen består af ret grove materialer, hårde og bløde mellem hinanden, som stammer fra nedbrydningen af grundfjeldet. I Nexø sandsten findes både bølgemærker og vindribber, som er spor fra vand- og vindaflejring. Mod nord og syd findes den noget yngre Balka-sandsten, som er aflejret på lavt vand og består af kvartssand. Den er derfor meget hårdere end Nexø-sandstenen. I Balka-sandstenen findes i øvrigt de ældste danske plante- og dyrerester (rester af alger, spor af ormeagtige dyr). Gennem de seneste årtusinder er den sydligste del af Bornholm hævet ca. 10 meter i forhold til havet. Man kan derfor nær den nuværende kyst se flere tidligere kystlinjer i form af strandvolde med rullesten og sand.
På Balkalyngen er jordlaget så tyndt at den aldrig har været dyrket - og Balkalyngen er Danmarks eneste sandstenshede.
I Nexø Lystskov, hvor tilplantningen begyndte ca. 1840, er der gennemgående lidt bedre jord, og her finder man ganske store træer. Ved kanten af ferskesø-lavningen findes der helt usædvanligt store rød-elle, og der er andre smukke og usædvanlige træer i nærheden (bl.a. store eksemplarer af eg, naur og røn).
I Nexø lystskov findes to mindesten fra tilplantningstiden. Mod vest findes "Vâutehorrastenen" (vogterdreng-stenen) til minde om kæmner Hans Josephsen (1809-1858), som satte plantningen i gang. Ved den gamle festplads står en sten til minde om snedker Didrik Kjøller (1827-1915), som var formand for Nexø Forskønnelses Forening (N.F.F.)
I den vestlige del af lystskoven er der i 1996 plantet et helt Arboret - en træsamling bestående af de træer som er indvandret til Bornholm efter istiden. Nord for Arboretet er der udlagt et område som "naturskov", hvor skoven på lidt længere sigt skal have lov til at passe sig selv.
I Nexø Vildtreservat var der tidligere nåleskov helt ud til kysten, men den trivedes ikke særlig godt. I 1995 blev skoven ryddet for at blive til strandeng. Arbejdet blev udført af Bornholms Statsskovdistrikt for Nexø Kommune. Projektet blev betalt af jagttegnsmidler via Naturstyrelsens reservatsektion.
Der er ikke megen strandeng på Bornholm, og fuglene i reservatet har nu fået meget bedre yngle- og opholdsmuligheder. Det er tanken at engene skal afgræsses af kreaturer - og det bliver interessant at følge den flora og de dyr og fugle som indvandrer. Strandtudsen, som ellers er i stærk tilbagegang, har allerede indfundet sig sammen med den grønne frø. Og der er kommet mange bekkasiner i vandhullerne. Et lavt fugletårn skjult i et træ nær kysten giver en fortrinlig oversigt over kysten, og der er nu meget bedre muligheder for at betragte fuglene uden at genere dem.
Hele området var tidligere en del af den bornholmske udmark og således ret fattigt. Alligevel findes der en del fortidsminder:
Fandens Keglebane er navnet på en stor vandreblok i Neksø Lystskov. På oversiden af stenen er der indhugget 17 skåltegn. Skåltegnet, som er den mest almindelige helleristning, er en cirkulær rundbundet fordybning hugget i sten eller klippe i yngre bronzealder (1000-500 f.Kr.). Skåltegnet tolkes ofte som frugtbarhedstegn. Navnet "Fandens Keglebane" er opstået i sidste del af 1800-tallet og skyldes dels skåltegnenes form og placering (keglebane), dels skåltegnenes religiøse betydning som ikke var kristen (og altså fandens).
I nyere tid er der blandt Nexø-boere opstået en tradition for at ofre en mønt i en af skålgruberne, og stenen kaldes derfor også "Pengestenen".
På Balkalyngen findes et gravfelt med flere Krater-røser. Det er små stenhøje, som har en forsænkning i midten. Tidligere mente man at der var tale om en særlig type grave, i dag mener man at fordybningen er fremkommet fordi nogen har prøvet at udgrave røserne. Strandgravene er fattige begravelser fra jernalderen (200-400 e.Kr.).
Langeskanse er med sine ca. 600 m Bornholms længste skanse. Den er 1 til 2 meter høj og er opbygget af vandretliggende sandsten, dækket med et tykt lag græstørv. Man ved ikke hvornår Langeskanse er bygget - nogle mener allerede i jernalderen, andre mener i 1400-tallet. Der er spor af fem kanonbænke på skansen, som bl.a. spillede en rolle under 30-årskrigen i forsvaret mod svenskerne.
Galgebakken var stedet for den ene af Nexø bys to galger. Man kan endnu se stedet hvor galgen har stået.
Man lægger også mærke til de smukke Sandstensgærder. Langs lystskovens sydlige grænse er der således rejst et gærde i 1850'erne mellem Nexø købstad og det sydfor liggende Bodilsker sogn. I gærdet, som for nylig er blevet frilagt, finder man en ældre grænsesten fra 1825 - med Nexø købstads byvåben (en bådshage) og årstal på den ene side og bogstavet "B" for Bodilsker på den anden. Grænsen mellem sognene havde bl.a. betydning for græsnings- og strandingsrettigheder.
Lige syd for skydebanen ligger nogle mærkelige bygningsværker i kampesten - det er rester af en træningsbane, indrettet i patriotisk begejstring i 1863 som led i træningen af borgerbevæbningen.
Nexø vildtreservat
Nexø Vildtreservat var oprindelig et byreservat, oprettet i 1942 for at skaffe jagtfred lige syd for Nexø by. Det viste sig at jagtfreden havde stor betydning for fuglelivet i området. Reservatet er Danmarks eneste sandstens-strandeng, og de svagt skrånende sandstensbænke med en rig alge- og plantevegetation byder på fortrinlige føde- og opholdsmuligheder for en række fuglearter. Reservatet er det eneste sted på Bornholm hvor der raster vadefugle i større antal. Det er desuden den vigtigste dagrasteplads for svømmeænder på Østbornholm.
Endelig er det et meget vigtigt område for måger (sølvmåge, hættemåge, stormmåge, svartbag m.fl.). Antallet af måger svinger meget fra dag til dag, bl.a. afhængigt af aktiviteten inden for fiskeriet.
Blandt sjældnere gæster kan nævnes fiskeørn og forskellige falke. Og om vinteren kan man ofte se isfugl og vandstær ved åen mellem Ferskesø og havet. Som yngleområde har stedet hidtil været ret fattigt - der har dog bl.a. ynglet gravænder og enkelte strandskader.
Men med det naturgenopretningsprojekt, som er gennemført 1995-96 for jagttegnspenge, er der grund til at tro at det ændrer sig. Der kommer mere strandeng, og der bliver mindre forstyrrelse i den centrale del af kysten fra mennesker og hunde. Samtidig får publikum bedre muligheder for at se fuglene, bl.a. fra det ny fugletårn.
Nexø Vildtreservat er først og fremmest en raste-lokalitet, og hvilke fugle man kan se afhænger derfor meget af årstiden:
September til marts
I efterårs- og vinterperioden er området først og fremmest dagrasteområde for svømmeænder. Der kan ligge op mod 1500 gråænder og 2-300 pibe- og krikænder, dertil et mindre antal andre svømme- og dykænder. Desuden ser man blishøns, svaner og skalleslugere. Canadagæs optræder i stort tal, og man kan også se blisgæs.
April til juni
I disse måneder ser man ikke mange fugle i reservatet - men der er gråænder og gravænder med ællinger. Man kan også se Stor Skallesluger.
Juli og august
I sensommeren når fugletrækket sin højdepunkt, og man kan se mudderklire, hvidklire, rødben og tinksmed. Reservatet er nok den vigtigste lokalitet for tinksmed i Danmark - tinksmeden trækker mod sydøst, hvor de andre vadefugle søger mod sydvest. Desuden kan man se regnspove, svaleklire, sortklire, præstekrave, ryle og brushøns.
Der er en afvekslende flora i området. Blandt planterne langs kysten er der to særlig interessante:
Kvan er en stor skærmplante, som vokser på strandvolde mellem opskyllet tang - og der er en smuk bestand lige nord for Langeskanse. Kvan er nok den ældste nordiske køkkenurt - i sagaerne omtales det at den blev dyrket i indhegnede "kvangårde", og den blev handlet på torvene på Olav Trygvasons tid (norsk konge o. år 1000). Man spiste de sprøde stængler og bladstilke om foråret og de søde rødder om efteråret. Den dyrkes stadig nordpå, men desværre er kvanen på vore kanter ikke velsmagende og rødderne ikke så søde som den nordiske type.
Farve-vajd vokser vildt på de stenede strandvolde. Den hører til korsblomsterne, bliver op til en meter høj og har en rigt forgrenet blomsterstand med små gule blomster.
Planten stammer fra Sydøsteuropa og Asiens stepper men blev tidligere dyrket over det meste af Europa. Man dyrkede den for at udvinde et farvestof (indigo-blåt).
Processen var besværlig, og dyrkningen blev opgivet efter opdagelsen af søvejen til Indien.
Man kan nok ikke afgøre om Farve-vajd ved Østersøen er en rest fra en naturlig forekomst i en tidligere varmeperiode eller om den er forvildet fra tidligere tiders dyrkning.
Vis hensyn i naturen
Kysten mellem Langeskanse og byen er beskyttet af et hegn - gå ikke ud mellem hegnet og kysten, og lad være med at vade ud for kysten på denne strækning. I resten af reservatet er der ingen særlige begrænsninger.