Hov Vig

Hov Vig blev inddæmmet i 1870 året efter inddæmningen af Ringholm sydvest for Hov Vig. 

Dæmningen var dog svag og vedligeholdelsen mangelfuld. Julestormen i 1902 gennembrød diget og oversvømmede både Hov Vig og Ringholms jorder.

Nogle år senere genopbyggedes diget i forstærket udgave, og der skete en yderligere udbygning af diget ind mod Ringholms jorder, der igen blev tørlagt. Hov Vig blev imidlertid ikke tørlagt igen, da man havde fundet ud af, at jordbunden ikke var særlig frugtbar.

Området omkring Hov Vig var før i tiden præget af de små husmandssteders blandede landbrug. De lavtliggende arealer blev benyttet til græsning og høslet.

Efterhånden blev man opmærksom på Hov Vigs værdi for dyr og planter, og der er i dag tinglyst en naturfredningsdeklaration på området. Hov Vig fremstår i dag som et brakvandsområde med aftagende saltindhold mod nord op gennem vigen. Området er bl.a. interessant ved, at man har mulighed for at iagttage det lavere dyre- og plantelivs forhold til en varieret saltholdighed. Staten erhvervede Hov Vig i 1979.

Rastende vandfugle 

Hov Vig området med rørskove, sumpholme, spredt pilekrat og fugtige enge giver en lang række vandfugle ideelle livsbetingelser.

Her kan bl.a. ses rastende knopsvane, sangsvane, pibesvane, grågås, gråand, pibeand, krikand, skeand, spidsand, taffeland, troldand, hvinand og blishøne. Rovfugle som musvåge, rørhøg, blå kærhøg og fiskeørne kan også ses på træk her.

Fuglelivet i yngletiden 

Hov Vig huser mange ynglende vandfuglearter bl.a. knopsvane, grågås, gråand, skeand, krikand, taffeland, troldand og forskellige lappedykkerarter samt rørhøg.

Ved reservatets nordvestlige grænse er der en ynglekoloni af skarv. Kolonien blev grundlagt i 1992 og tæller nu over tusinde par.

EF-fuglebeskyttelsesområde 

På grund af Hov Vigs betydning for vandfugle er området udpeget som såkaldt fuglebeskyttelsesområde i henhold til EF's fuglebeskyttelsesdirektiv. Danmark har dermed en særlig forpligtigelse til at passe godt på naturområdet og beskytte stedets fugleliv.

Vildtreservat 

Miljø- og Energiministeriet har med virkning fra 1. september 1996 udlagt Hov Vig og tilstødende områder som vildtreservat. Reservatordningen indebærer, at der er jagtforbud og færdselsreguleringer på nogle af de steder, hvor fuglene søger føde eller yngler.

Nye reservater for vandfugle

Hov Vig Vildtreservat er blandt de ca. 50 reservater, der bliver oprettet eller udvidet inden år 2000. Det har Folketinget besluttet i forbindelse med vedtagelsen af lov om jagt og vildtforvaltning, som trådte i kraft i 1994.

De nye reservater udbygger det eksisterende netværk for ynglende og trækkende vandfugle i Danmark. Reservaterne er fristeder, hvor fuglene har fred til at raste og søge føde.

Det forventes – blandt andet på baggrund af erfaringer fra forsøgsreservater i Limfjorden og ved Møn – at reservaterne vil medføre en forøgelse af rastende fugle i områderne. Samtidig kan både jægere og andre naturinteresserede glæde sig over, at mulighederne for gode naturoplevelser vil blive væsentligt forøgede.

Effekten af reservaterne vil blive fulgt gennem et overvågningsprogram, som Danmarks Miljøundersøgelser gennemfører for Naturstyrelsen.