Ebeltoft Vig

Den østlige, bynære del af Ebeltoft Vig er udlagt som vildtreservat i henhold til en bekendtgørelse fra Miljøministeriet. Foruden en smal landbræmme på ca. 35 ha omfatter reservatet 320 ha af vigens søterritorium, som mod nordvest afgrænses af en ret linje mellem spidsen af Ahl Hage og udløbet af Vibækken umiddelbart nord for campingpladsen (se kortet).

Vildtreservatet har til formål at sikre Ebeltoft Vig som rasteområde for vandfugle, herunder at regulere jagt og sejlads i bynære og rekreative omgivelser.

I vildtreservatet er der således forbud mod jagt og sejlads med jetski, vandscooter og lignende.

Reservatets sydlige del er udlagt som et såkaldt "stilleområde", hvor der også er forbud mod brætsejlads og sejlads med højere hastighed end 5 knob. Her kommer hensynet til fuglene og oplevelsen af naturen i første række.

Reservatbestemmelser

Jagt

Der er forbud mod at udøve jagt på eller på anden måde at ombringe, indfange eller forjage pattedyr og fugle.

Der må ikke medbringes ladt skydevåben i reservatet.

Sejlads 

Sejlads med vandscooter, jetski og lignende er forbudt.

Motordrevet sejlads med mere end 5 knob er forbudt i området mellem Skudehavnen og Ahl Hage (skraveret på kortet)

Brætsejlads (windsurfing) er ligeledes forbudt i dette område (skraveret på kortet) 
Reservat og fugleliv

Reservat

Miljøministeriet har med virkning fra den 1. september 1994 besluttet at forlænge og udvide reservatordningen for Ebeltoft Vig ud for Ebeltoft By. Reservatgrænser og -bestemmelser fremgår af folderens midteropslag.

Fuglelivet

Denne beskyttede del af Ebeltoft Vig fungerer året rundt som rasteplads for flokke af knopsvaner, gråænder og måger. Skarv ses ofte siddende på bundgarnspæle. I vinterhalvåret ses hyppigt rastende hvinand, troldand, skallesluger og blishøne.

Den sydlige del af reservatet er det mest attraktive for fuglene. I fladvandet her findes småkrebs, snegle, muslinger, orme og tang, som fuglene kan fouragere på. Foruden andefugle kan man her også se rastende vadefugle bl.a. vibe, strandskade, rødben og hvidklire. På de tilstødende strandenge kan man i det tidlige forår se flokke af gravænder udføre parringsspil. På de samme strandenge yngler der flere vadefugle - bl.a. vibe og rødben.