Dybsø Fjord, Hestevåd, Krageholm Strøm og Fladstrand er et sammenhængende lavvandet fjordområde. Øerne Dybsø og Enø afspærrer fjordområdet fra Smålandsfarvandet. Kun gennem kanalen ved Karrebæksminde, det strømfyldte løb Dybsø Havn og et smalt sund mellem de to øer har fjordene forbindelse med havet.
Enø består af to dele forbundet af et smalt drag. På den nordlige, høje del ligger Enø By og et stort sommerhusområde. Den sydlige del er en odde. Her ligger det fredede overdrevs- og strandengsområde, Enø Overdrev.
Dybsø ejes af staten og er ligeledes fredet. Langs øens fjordside findes strandenge og rørsumpe gennemskåret af loer.
Fuglene
Det lavvandede, beskyttede fjordområde med den lange kystlinje og flere småøer er et enestående yngle- og rasteområde for ande- og vadefugle. Området har international betydning som yngleområde for klyde og flere ternearter og som rasteområde for store forekomster af knopsvane, sangsvane, sædgås, troldand og blishøne. Af ynglende vandfugle ses især gråand, skeand, spidsand, taffeland, knopsvane, blishøne og toppet lappedykker. Af rastende fugle ses også canadagås, gråand, krikand, hvinand, stor skallesluger og toppet skallesluger i store antal.
Vildtreservat
Miljø- og energiministeren har med virkning fra 1. september 1997 udlagt Fladstrand, Krageholm Strøm, Hestevåd, en del af Dybsø Fjord, øen Dybsø og tilgrænsende landarealer på Enø Overdrev, Gavnø og Vejlø som vildtreservat. Reservatordningen er en udvidelse af Gavnø Vildtreservat, som blev oprettet i 1940.
Reservatordningen indebærer, at jagt er forbudt eller begrænset, og at færdsel er forbudt på dele af Enø Overdrev og på den nordøstlige del af Dybsø fra april til midt i juli. Reservatet omfatter i alt 1.409 ha, heraf er 173 ha landareal.
Nye reservater for vandfugle
Dybsø Fjord Vildtreservat er et af de ca. 50 reservater, der bliver oprettet eller udvidet inden år 2000. Det har Folketinget besluttet i forbindelse med vedtagelsen af lov om jagt og vildtforvaltning, som trådte i kraft i 1994.
De nye reservater udbygger det eksisterende netværk for ynglende og trækkende vandfugle i Danmark. Reservaterne er fristeder, hvor fuglene har fred til at raste og søge føde.
Det forventes - blandt andet på baggrund af erfaringer fra forsøgsreservater i Limfjorden og ved Møn - at reservaterne vil medføre, at flere fugle opholder sig i områderne i længere tid. Samtidig kan både jægere og andre naturinteresserede glæde sig over, at mulighederne for gode naturoplevelser vil blive større.
Effekten af reservaterne vil blive fulgt gennem et overvågningsprogram, som Danmarks Miljøundersøgelser gennemfører for Naturstyrelsen.