Ny analyse giver samlet skøn over Danmarks jordstrømme

En ny analyse og kortlægning af nationale jordstrømme giver nu et samlet skøn over, hvor meget jord der årligt opgraves og flyttes i Danmark.

Formålet med analysen har været at skabe et samlet overblik over mængderne af både anmeldepligtig og ikke-anmeldepligtig jord. Den nye jordstrømsanalyse bidrager med et styrket datagrundlag, som kan anvendes i den videre udmøntning af den politiske aftale om styrket kontrol med forurenet jord.

Analysen er gennemført som en del af den fælles offentlige digitaliseringsstrategi 2022-202, Initiativ 19 "Datadrevet omstilling til cirkulær økonomi.

Tre metoder giver enslydende resultater

Da der ikke findes et fuldstændigt datasæt for jordflytninger i Danmark, er analysen baseret på tre forskellige beregningsmetoder. Data stammer blandt andet fra systemerne ’Jordweb’ og ’Flytjord’, regionernes oplysninger om råstofgrave, spørgeskemaundersøgelser samt brancheinddragelse gennem workshops og kvalitative interviews.

Analysen viser, at:

  • Ca. 25 mio. tons jord opgraves årligt.

  • Ca. 35 mio. tons jord flyttes årligt, når man medregner, at samme jord ofte transporteres flere gange.

  • 30–40 % af jordmængderne vurderes at være ikke-anmeldepligtige i dag.

Genanvendelse af jord rummer stort potentiale

Analysen viser et betydeligt potentiale for øget brug af overskudsjord som erstatning for primære råstoffer. Hvor stor en del af de opgravede 25 mio. tons, der kan genanvendes, er endnu ikke beregnet.

Branchen peger samtidig på væsentlige barrierer – herunder komplekse tilladelser, økonomiske udfordringer og manglende tillid til jordens tekniske egenskaber. Det fremgår derfor af rapporten, at øget genanvendelse vil kræve bedre registrering af jordens kvalitet, fx gennem ressource kortlægning, før jorden graves op.

Læs rapporten her.