Vindue til havbunden: Miljøstyrelsen og GEUS har gennemført kortlægning af de lavvandede områder i Lillebælt

Miljøstyrelsen og GEUS har i 2025-2026 gennemført en detaljeret kortlægning af de lavvandede områder i Lillebælt for at kunne målrette genopretningen af stenrev, ålegræs og muslingerev. Kortlægningen er sket ved hjælp luftfotos, luftbåren grøn laser og undersøgelser fra båd.  Kortlægningen giver ny viden om havbundens struktur og natur og skal danne grundlag for fremtidige marine naturgenopretningsindsatser samt hjælpe med at målrette klimabeskyttelsen af de danske kyster.

De kystnære og lavvandede havområder indeholder værdifulde naturtyper. Her findes vigtige levesteder og gemmesteder for fisk og bunddyr, samt tang- og ålegræsbede. Den eksisterende kortlægning af de lavvandede områder er i nogle tilfælde fra slutningen af 1800-tallet og de nuværende kort er derfor ofte meget upræcise.

 

Ved hjælp af Grøn Lidar-teknologien kan kæmpe områder af havbunden kortlægges med høj præcision fra luften, hvor traditionelle opmålingsmetoder ofte er langsomme og dyrere. Teknologien anvender grønne laserpulser, som kan trænge gennem vandet og registrere dybdeforhold samt havbundens form i de lavvandede områder.

 

Kortlægningen af Lillebælt giver et hidtil uset godt datagrundlag, som kan anvendes til at identificere områder med særligt potentiale for naturgenopretning. Dataene kan blandt andet bruges til planlægning af genopretning af ålegræsenge, etablering af stenrev og andre indsatser, der skal forbedre de marine økosystemers tilstand.

 

Resultaterne viser præcist de områder, hvor der er stenrev, sandbund og vegetation og giver derfor helt nødvendige informationer som skal bruges,  når man genopretter stenrev, ålegræsbede og muslingerev. Der er ved kortlægningen fundet præcise lokationer for 12 km2 sandbanker, 13 km2 dækket af vegetation (blandede makroalger og ålegræs) og 8 km2 stenrev.

 

Kortlægningen er en del af Miljøstyrelsens arbejde med de marine naturnationalparker og skal hjælpe til at målrette naturgenopretningsaktiviteter til de områder, hvor de giver størst værdi.

 

Ud over at målrette genopretningsindsatser bliver de indsamlede data også brugt til at forbedre de modeller, som viser hvor der er en risiko for stormflod og kysterosion og kan derfor også medvirke til at målrette kommende klimatilpasningprojekter.

 

I de kommende år kortlægger miljøstyrelsen en række lavvandede områder i Danmark, i øjeblikket er der kortlægning i gang i Sejerøbugten, Det Sydfynske Øhav og Storebælt.