Nye tal for naturens og miljøets tilstand 2025

Aarhus universitet (AU, DCE) har offentliggjort resultaterne af den overvågning, de har gennemført i 2025 gennem NOVANA programmet for Miljøstyrelsen og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

NOVANA står for Det Nationale Overvågningsprogram for Vandmiljø og Natur. Programmet overvåger vandmiljøets og naturens tilstand. De årlige NOVANA-rapporter giver en status for Danmarks natur og miljø baseret på data indsamlet til og med 2025.

Resultaterne af overvågningen i 2025 samles i en række rapportudkast, som er udarbejdet af Aarhus Universitet og GEUS. De endelige rapporter forventes udgivet samlet i starten af december 2026. Indtil da er udkast til delrapporterne udarbejdet af Aarhus Universitet tilgængelige her.


Rapporterne kan man bl.a. læse om her. 

Luft

Overvågning af luft omfatter tilførsel af luftforurenende stoffer til vand- og landområder, herunder kvælstof samt overvågning af luftkvalitet i byerne med fokus på sundhed og grænseværdier i EU’s luftkvalitetsdirektiv. Kvælstoftilførslen fra luften til vand- og landområder er faldet siden opstart af målingerne i 1990. Aarhus Universitet har opgjort et fald fra 1990 til 2025 på ca. 47 % til farvandene og ca. 53 % til landområderne. Reduktionen skyldes både fald i udenlandske og danske kilder.

Danmark overholder i 2025 alle gældende grænseværdier i EU’s luftkvalitetsdirektiv og lever allerede op til de skærpede grænseværdier, der gælder fra 2030. Luftkvaliteten er generelt blevet væsentligt forbedret gennem de seneste årtier, hvilket har medført, at helbredseffekterne af luftforureningen i Danmark er faldet med 50 % siden 1990.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har konkluderet, at luftforurening er skyld i flere for tidlige dødsfald og flere andre helbredseffekter end tidligere antaget, herunder demens og autisme. Det betyder, at helbredseffekterne og de helbredsrelaterede omkostninger er opjusteret i Aarhus Universitets beregninger for 2025 pga. af den nye viden og ikke som udtryk for, at luftkvaliteten er blevet forværret. For 2025 er vurderingen, at luftforurening medfører 4700 for tidlige dødsfald i Danmark. De årlige helbredsrelaterede omkostninger forbundet med luftforurening er estimeret til 114 mia. kr.

Iltsvind i havet

Iltsvindet var i 2025 markant mindre end de afstrømningsrige 2023 og 2024. 2025 var på niveau med 2022. Iltsvindet i 2025 dækkede et stort areal svarende til cirka Fyn og Bornholm tilsammen.

Vandmiljø

Hvad angår miljøfarlige forurenende stoffer (MFS) i overfladevand, omfatter årets rapport gennemgang af data fra 18 stofgrupper og ca. 220 forskellige stoffer. Rapporten viser blandt andet, at der er forskel på hvilke PFAS-stoffer, der er dominerende i saltvand (kystområder), hvor perfluorononansyre (PFNA) er mere udbredt, henholdsvis ferskvand (vandløb og søer), hvor perfluoroctansulfonsyre (PFOS) er mere udbredt.

Rapporten viser desuden, at der i 2025 er et fald i koncentrationerne af næsten alle målte stoffer i ind- og udløb til renseanlæg sammenlignet med perioden 2020-2024. 

Fakta om NOVANA

Det Nationale Overvågningsprogram for Vandmiljø og Natur (NOVANA) overvåger tilstanden af Danmarks vandmiljø og natur. Programmet består af otte delprogrammer: hav og fjord, søer, vandløb, grundvand, stoftransport og landovervågning, miljøfremmede stoffer og punktkilder, natur samt luft. Myndighedsopgaven med NOVANA er delt mellem SGAV og MST.

NOVANA bidrager til, at Danmark opfylder sine forpligtelser i forhold til national lovgivning, EU-direktiver og internationale konventioner om overvågning af vandmiljø, natur og luft.

De data om vandmiljø og natur, som NOVANA-programmet indsamler, opfylder store dele af behovet for viden om naturens tilstand, der skal bruges til at lave de nationale vandområde- og Natura 2000-planer.

Aarhus Universitet offentliggør i starten af november udkast til deres faglige delrapporter for NOVANA-programmet i 2025, som universitetet udarbejder for MST og SGAV. Samtidig sendes rapporterne til faglig kommentering i begge styrelser. Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser (GEUS) står for rapporten om grundvandsovervågningen. De endelige rapporter forventes offentliggjort i december 2026.