Ny kampagne skal forebygge ulovlig kemi i webshops

Der findes masser af hjælp til nye webshopejere, men kemikaliereglerne kan blive glemt. Det peger en ny undersøgelse for Miljøstyrelsen på. Nu skal en ny kampagne få reglerne med fra start.

Der er meget at sætte sig ind i, når man starter en webshop. Hvordan finder man de rigtige produkter, får kunder i butikken og styr på CVR, skat og moms? Hjælpen er let at finde online. Men midt i alle rådene tyder noget på, at reglerne for kemien i de produkter, man sælger, kan blive overset.

Det viser en ny kvalitativ undersøgelse for Miljøstyrelsen, hvor ni personer med erfaring med dropshipping eller webshops med import fra lande uden for EU er blevet interviewet. De orienterer sig om regler for blandt andet markedsføring, told, skat og moms. Men ifølge undersøgelsen er deres konkrete viden om kemikalieregler og importøransvar lav, selv blandt de mere erfarne webshopejere.

"Man kan sagtens være godt i gang med at drive webshop uden at kende reglerne for kemien i de produkter, man sælger. Det er ikke nødvendigvis viljen til at gøre det rigtige, der mangler. Problemet kan være, at man ikke ved, at kemikaliereglerne også er en del af det at drive webshop," siger kontorchef i Miljøstyrelsen Sandi Muncrief.

Ansvaret gælder, uanset hvordan produkterne sælges. Også ved dropshipping, hvor produktet sendes direkte fra et land uden for EU til kunden, og webshopejeren derfor ikke selv har haft det mellem hænderne.

I en stor nordisk kontrolundersøgelse fra 2025 var andelen af overtrædelser af kemikaliereglerne størst blandt produkter købt via dropshipping uden for EU.

Vil nå webshopejere før de sætter produkter til salg
Den nye undersøgelse viser også, hvor de interviewede søger hjælp. De finder viden og inspiration hos andre iværksættere, på sociale medier og på platforme som Shopify, hvor man kan få vejledning i at starte og drive webshop. Men kemikaliereglerne er ikke nødvendigvis en del af den viden, de får med sig.

Derfor vil Miljøstyrelsen med den nye kampagne nå kommende og nye webshopejere der, hvor de allerede søger hjælp til at komme i gang. Kampagnen omfatter derfor blandt andet film på sociale medier, onlinetest og undervisningsmateriale til erhvervs- og handelsskolerne. Målet er at få kemikaliereglerne med i de første beslutninger om produkter og leverandører.

”Når man vælger produkter og leverandører, skal det være lige så naturligt at spørge til kemikaliereglerne som til pris og levering. Det gælder ikke mindst, når man importerer produkter fra lande uden for EU. Vi finder mange overtrædelser af reglerne i produkter købt online. Derfor vil vi have kemikaliereglerne med fra start og forebygge, at ulovlige produkter ender hos forbrugerne”, siger Sandi Muncrief.

Test, film og undervisningsmateriale findes på webshopkemi.dk. Kampagnen kører fra 3. november og fire uger frem.

Om undersøgelsen

Den kvalitative brugerundersøgelsen er gennemført som led i udviklingen af Miljøstyrelsens kampagne og bygger på ni dybdegående kvalitative interviews med personer med erfaring med dropshipping og/eller webshops med import fra lande uden for EU samt fem ekspertinterviews.

Undersøgelsen giver indblik i målgruppens viden og erfaringer, men kan ikke bruges til at fastslå, hvor udbredt manglende kendskab til kemikaliereglerne er blandt danske webshopejere generelt.

Undersøgelsen er gennemført for Miljøstyrelsen af Stensbek Advisory & Insights i maj og juni 2026.
Læs brugerundersøgelsen