Kristian Hansted har en kandidatgrad fra Københavns Universitet inden for natur- og skovforvaltning. Senest har Kristian været kontorchef i Naturstyrelsen, hvor han har stået i spidsen for arealomlægningsprojekter. Tidligere har han været kontorchef for Kystdirektoratet, som i dag er en del af Miljøstyrelsen som Kyster og Klimatilpasning. Kristian har desuden erfaring fra departement, hvor han har arbejdet med vigtige og komplekse opgaver på havneområdet.
Med erfaring fra flere dele af ministerområdet bringer Kristian både strategisk overblik, politisk forståelse og et indgående kendskab til de faglige områder med sig ind i sin nye rolle som vicedirektør i Miljøstyrelsen.
”Vi har høje ambitioner for udviklingen af Miljøstyrelsen som en styrelse, der sætter tydeligt retning, prioriterer sine opgaver og skaber resultater gennem klare mål, sikker drift og systematisk opfølgning. Det kræver stærk ledelse og et fælles ansvar for at lykkes – både inden for de enkelte fagområder og på tværs af styrelsen. Jeg er overbevist om, at Kristian vil bidrage væsentligt til denne udvikling”, Jakob Møller Nielsen – Direktør i Miljøstyrelsen
”Jeg glæder mig meget til at blive en del af Miljøstyrelsen. Både på havneområdet og inden for kyster og klimatilpasning står vi med store, vigtige og spændende opgaver. Nogle af opgaverne kender jeg godt fra mine tidligere stillinger, mens andre er nye opgaver for mig. Jeg ser frem til at trække på mine erfaringer, få nye perspektiver på opgaverne, og skabe gode rammer for faglighed, et stærkt samarbejde og konkrete resultater sammen med Miljøstyrelsens ledere og medarbejdere. Det er vigtigt for mig, at vi lykkes sammen – både inden for vores egne områder og på tværs af styrelsen”, Kristian Hansted – Vicedirektør i Miljøstyrelsen.