Skal du importere eller eksportere affald efter den 21. maj 2026?

Det er yderst vigtigt, at din virksomhed bliver oprettet i DIWASS, hvis virksomheden fortsat skal være involveret i overførsel af anmeldepligtigt affald efter den 21. maj 2026.

Alle aktører som er involveret i grænseoverskridende transport af affald, skal fremover være oprettet i DIWASS. En aktør kan eksempelvis være en eksportør, importør, affaldsproducent, behandlingsanlæg, mægler eller transportør. Dette gælder uanset om virksomheden håndterer anmeldepligtigt eller grønlistet affald – for grønlistet vil anvendelse af DIWASS dog være frivilligt indtil 1. januar 2027.   

Hvad er DIWASS?

DIWASS er et webbaseret online system, som skal bruges til at udveksle data på tværs af lande. DIWASS står for Digital Waste System. Fra den 21. maj 2026 skal al indberetning, dokumentation og bekræftelser mm. ske elektronisk via DIWASS. Det er en forudsætning for at kunne udfylde de nødvendige oplysninger om overførslen, at alle parter, som skal fremgå af et affaldstransportdokument, er oprettet korrekt i DIWASS.

Kort om anmeldepligtigt affald

Udgangspunktet er, at grænseoverskridende transport af affald er anmeldepligtigt – dvs. at der skal indhentes en forudgående tilladelse til overførslen fra de relevante kompetente myndigheder. Ansøgning om tilladelse til overførsel af affald sker ved at indgive en anmeldelse/notifikation til den kompetente myndighed i afsendelseslandet. I Danmark skal anmeldelser indgives til Miljøstyrelsen. Fra den 21. maj 2026 skal alle oplysninger om overførsel af anmeldepligtigt affald registreres i DIWASS. Du kan læse mere om anmeldepligtigt affald på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Kort om grønlistet affald

Som undtagelse til reglerne om forudgående anmeldelse, er der nogle typer af affald, som ikke kræver en forudgående tilladelse fra myndighederne. Disse fraktioner kaldes ”grønlistet affald”, og er nærmere defineret i en række bilag til affaldstransportforordningen. Det er vigtigt at være opmærksom på, at hvert enkelt affaldslæs skal have en sammensætning, der lever op til kriterierne for den relevante grønlistede affaldskode.

Overførsel af grønlistet affald skal efter den nye forordning registreres i DIWASS. Det bliver dog først obligatorisk fra den 1. januar 2027, da EU Kommissionen har henstillet myndighederne til en fleksibel overgang for grønlistet affald. Her kan du læse mere om overførsel af grønlistet affald i overgangsperioden. Grønlistet affald skal altid ledsages af et korrekt udfyldt bilag VII. Efter den 21. maj 2026 vil det blive obligatorisk at anvende den nye forordnings bilag VII skabelon. Du kan læse mere om grønlistet affald på Miljøstyrelsen hjemmeside.

Har du brug for hjælp til at oprette din virksomhed i DIWASS?