Den reviderede import/eksport-bekendtgørelse træder ikke i kraft den 21. maj 2026

De igangværende regeringsforhandlinger betyder, at udkastet til den reviderede import/eksport-bekendtgørelse ikke træder i kraft den 21. maj 2026. Det får betydning for de virksomheder, der er involveret i import eller eksport af affald. Få information om hvad det har af betydning i praksis.

Miljøstyrelsen sendte den 14. januar 2026 udkastet i høring. Vi arbejder på, at bekendtgørelsen hurtigt kan træde i kraft, når der er dannet en regering.

Gebyrer for sagsbehandling indenfor import og eksport af affald

Gebyrer omfattet af "Bekendtgørelse om overførsel af affald og overførsel af brugt elektrisk og elektronisk udstyr" også kaldet for import-/eksportbekendtgørelsen reguleres én gang årligt med den sats, der er fastsat af Finansministeriet for det generelle pris- og lønindeks. Den næste prisregulering skulle finde sted den 21. maj 2026, men grundet at regeringsdannelsen udestår, er ikrafttrædelsen af import-/eksportbekendtgørelsen udskudt og dermed også prisreguleringen.

Der vil derfor ikke blive foretaget en prisregulering den 21. maj 2026, hvilket betyder, at de nuværende satser fortsat vil være gældende indtil den reviderede bekendtgørelse træder i kraft. Du kan læse mere om de enkelte gebyrer på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Bortskaffelse (D10)

I den nye affaldstransportforordning tillades overførsler til bortskaffelse som udgangspunkt ikke. Danmark har haft et lignende nationalt forbud af overførsel til bortskaffelse med visse undtagelser. Selvom udkastet til den reviderede bekendtgørelse ikke træder i kraft den 21. maj 2026, kan der ikke fra den 21. maj 2026 administreres efter de danske undtagelser til forbuddet af overførsel til bortskaffelse, da det vil være i strid med affaldstransportforordningen. Det betyder bl.a., at den nuværende nationale lempelse af forbuddet vedrørende overførsler til D10-behandling bortfalder den 21. maj. I stedet skal det vurderes konkret fra sag til sag, om affaldstransportforordningens undtagelser til forbud mod overførsler til bortskaffelse kan finde anvendelse i relevante sager. 

DIWASS

I den nuværende bekendtgørelse er der anvisning til at benytte virk.dk, når man overfører anmeldepligtigt affald fra Danmark. Fra den 21. maj 2026 gælder den nye affaldstransportforordnings regler om benyttelse af DIWASS, som er EU’s nye digitale system til håndtering af oplysninger om grænseoverskridende affaldstransporter. Da affaldstransportforordningen kræver brug af DIWASS, lukker Miljøstyrelsen adgangen til at anmelde overførsel af affald igennem virk.dk. I udkastet til den reviderede bekendtgørelse gives der anvisninger om brugen af DIWASS. For mere information om den praktiske anvendelse af systemet og om, hvordan du får adgang til DIWASS, kan du læse mere på styrelsens hjemmeside

Det går godt med at oprette danske virksomheder i DIWASS, og Miljøstyrelsen er klar til at sagsbehandle i DIWASS fra 21. maj 2026.

Find mere information om import og eksport af affald på Miljøstyrelsens hjemmeside.