Bekæmpelsesmiddelstatistik 2024

Bekæmpelsesmiddelstatistikken for 2024 viser, at den miljø- og sundhedsmæssige belastning fra de pesticider, der blev solgt i 2024, er faldet for andet år i træk. Fra 2023 til 2024 er belastningen faldet med 11 procent. Belastningen for jordbrugernes faktiske forbrug af pesticider i 2024 ligger på et stabilt niveau.

Bekæmpelsesmiddelstatistikken udgives årligt og er baseret på salgstal for biocider og pesticider, som kemikalievirksomhederne har indberettet for 2024. Derudover bygger statistikken på de forbrugstal af pesticider, som jordbrugerne har indberettet for dyrkningsperioden 1. august 2023 til 31. juli 2024. 

I statistikken opgøres pesticidbelastningsindikatoren (PBI), der viser udviklingen i miljø- og sundhedsbelastningen fra de pesticider, som danske jordbrugere køber til at bekæmpe ukrudt, svampe og andre skadevoldere i afgrøderne. 

I 2024 er PBI faldet til 1,72, hvilket er et fald på 11 procent i forhold til 2023. Samlet set er PBI faldet med 28 procent i forhold til 2022, hvor PBI steg markant, fordi enkelte midler blev indkøbt til lager forud for omlægningen af pesticidafgiften i 2023. Med en PBI på 1,72 i 2024, er indikatoren igen på samme niveau som før omlægningen af afgiften. Overordnet set er PBI faldet markant, siden der i 2013 blev indført en differentieret afgift på salg af pesticider, hvor de mest belastende pesticider fik fastsat de højeste afgifter. Niveauet er dog fortsat væsentligt over det politisk fastsatte måltal på 1,43, der er sat for salgstallene for 2025.

PBI beregnet på baggrund af forbruget af pesticider i dyrkningssæsonen 2023/24 ligger på 1,67, hvilket er på niveau med 2022/23. Helt overordnet er PBI faldet med 43 % siden 2011, hvor indikatoren for første gang blev opgjort på baggrund af forbrugstal.

Figuren viser udviklingen i pesticidbelastningsindikatoren (PBI) for både salg og forbrug af pesticider. I 2024 faldt indikatoren for salg med 11 procent sammenlignet med 2023.

Udviklingen i PBI de to seneste år er påvirket af en stigning i belastningen fra de midler, der er købt og anvendt til svampebekæmpelse i kartofler. Denne stigning i salg og anvendelse skyldes, at aktivstoffet cyazofamid fra 2023 ikke længere måtte anvendes grundet risiko for udvaskning til grundvand, og at der i bekæmpelsen af kartoffelskimmel er udfordringer med resistens over for aktivstoffet mandipropamid. Disse forhold har betydet, at kartoffelavlerne siden 2023 har anvendt midler mod kartoffelskimmel, der samlet set har medført en højere belastning.

Bekæmpelsesmiddelstatistikken indeholder også en opgørelse over udviklingen i salget af pesticider, som må anvendes af ikke-professionelle brugere uden sprøjtecertifikat, fx i private haver. De solgte mængder af disse midler er i 2024 steget sammenlignet med de seneste tre år. Udviklingen hænger sammen med, at der sælges større mængder af de mere let-nedbrydelige ukrudtsmidler baseret på aktivstofferne pelargonsyre og eddikesyre frem for midler med glyphosat, der ikke længere må anvendes på belægninger som terrasser, fliser mv. De mere let-nedbrydelige midler skal anvendes i væsentligt større mængder og oftere for at opnå samme effekt som glyphosat. Det har medført en generel stigning i de solgte mængder. 

For yderligere information