Hold god afstand til pukkelhval ved Aarhus

Beredskabet for strandede havpattedyr under Miljøstyrelsen følger nøje situationen omkring den pukkelhval, der i øjeblikket opholder sig i farvandet ved Aarhus.

Beredskabet for strandede havpattedyr under Miljøstyrelsen følger nøje situationen omkring den pukkelhval, der i øjeblikket opholder sig i farvandet ved Aarhus. 

Alt tyder på, at der er tale om den samme pukkelhval, som gennem de seneste uger har opholdt sig i dansk farvand og tidligere er observeret i blandt andet Lillebælt. Hvalens udseende, med hvid og boblende hud, samt dens adfærd tyder desværre på, at dyret er sygt.

Miljøstyrelsen opfordrer derfor kraftigt til, at både sejlere og øvrige borgere holder god afstand til hvalen. Det er især vigtigt ikke at sejle tæt på dyret eller på anden måde forsøge at komme i kontakt med det. Hvis hvalen er syg eller svækket, kan forstyrrelse medføre yderligere stress.  

Beredskabet følger situationen tæt og er i dialog med relevante eksperter. Som udgangspunkt griber vi ikke ind over for fritlevende hvaler. Vi opfordrer derfor alle til at lade hvalen være i fred og observere den på god afstand.