Resultater for Danmark
HRI 1 baseret på solgte mængder pesticider
HRI 1 er en farebaseret harmoniseret pesticidindikator, der beregnes hvert år ud fra solgte mængder af aktivstoffer i pesticider, og er vægtet i forhold til en farevægtning, der er fastsat i EU. I indikatoren grupperes aktivstivstofferne, så lavrisikostoffer vægtes lavest, mens aktivstoffer, der ikke er godkendt i EU, vægtes højest. Indikatoren viser dermed udviklingen i det vægtede salg af pesticider i Danmark. Udviklingen ses i forhold til gennemsnittet for 2011-2013, som sættes til en baseline på 100.
Den samlede vægtede HRI 1 for Danmark toppede i 2012 med et efterfølgende fald i 2013 og 2014. Denne udvikling, og særligt den høje værdi i 2012, vurderes at være en følge af den hamstring af pesticider, der skete i forbindelse med indførslen af den differentierede pesticidafgift, der er baseret på pesticidernes belastning på sundhed og miljø, herunder grundvand, som trådte i kraft 1. juli 2013. For 2014 ligger HRI 1 på det laveste niveau for hele perioden. Det skyldes, at salget dette år var relativt lavt som følge af forbrug af pesticider fra lager indkøbt de foregående år. I perioden fra 2015 til 2024 ligger HRI 1 på et stabilt niveau. I 2024 ligger indikatoren på 39, hvilket er 61 procent lavere end baseline.
Sammenligner man udviklingen i HRI 1 med udviklingen i den danske pesticidbelastningsindikator (PBI), ser man overordnet den samme tendens i udviklingen af de to indikatorer. Figur med udviklingen i PBI er ligeledes vist nedenfor.
Figur 1: Udviklingen i den samlede vægtede HRI 1 for Danmark, der er beregnet ud fra solgte mængder af aktivstoffer i pesticider. Indeks 2011-2013 = 100
Figur 2: Udviklingen i pesticidbelastningsindikatorer (PBI), baseret på salgstal.
HRI 2 baseret på antal dispensationer
HRI 2 beregnes ud fra antallet af dispensationer, som Miljøstyrelsen har udstedt i henhold til artikel 53 i pesticidforordningen. For beregning af HRI 2 er aktivstofferne i dispensationerne grupperet og farevægtet på samme vis som ved beregning af HRI 1. Det vil sige, at lavrisikostoffer vægtes lavest, mens aktivstoffer, der ikke er godkendt i EU, vægtes højest. HRI 2 viser dermed udviklingen i det vægtede antal af dispensationer og opgøres i forhold til en baseline baseret på gennemsnittet for årene 2011-2013, som sættes til 100.
Der fremgår for HRI 2 ikke en entydig udvikling over årene, idet niveauet fluktuerer henover perioden. Niveauet for 2024 ligger på 70, hvilket er på niveau med 2023. I 2024 blev givet 10 dispensationer, hvilket er det næstlaveste antal dispensationer, der er givet i perioden (i 2011 og 2023 blev der givet 8 dispensationer). Hovedparten af dispensationerne over tid er blevet givet til produkter baseret på aktivstoffer, der hører til den store gruppe af kemiske aktivstoffer, som er godkendt i EU på det tidspunkt hvor dispensationerne gives. Kun i ganske særlige tilfælde gives der dispensationer til pesticider, der ikke er godkendt i EU, og da kun hvis en risikovurdering har vist en sikker anvendelse.
Figur 3: Udviklingen i det samlede vægtede HRI 2, der er beregnet ud fra antallet af dispensationer. Indeks 2011-2013 = 100
Indikatorernes udvikling og niveauer kan ændre sig i opgørelserne fra år til år. Dette sker, når aktivstoffer flytter kategori, fx hvis et aktivstof ikke længere er godkendt i EU, og dermed flytter til kategorien med den højeste farevægtning. Dermed ændres beregningen af indikatoren hvert år for hele perioden fra 2011 og frem. Det er for 2024-beregningen kun ét aktivstof, der har flyttet gruppe. Der er tale om et mikrobiologisk aktivstof, der er solgt i små mængder, og ændringen har dermed ikke haft betydning for udviklingen i HRI 1. HRI 2 er ikke påvirket af ændringen, da der ikke er givet dispensation til dette aktivstof.
I rapporten fremgår en mere udførlig analyse af indikatorerne. Den fulde rapport kan læses via linket nederst i nyheden.
Baggrund
Krav om årlig beregning af de to indikatorer er fastsat i EU’s rammedirektiv om bæredygtig anvendelse af pesticider. De beregnes på baggrund af de statistiske data, der bliver indsamlet i EU via bestemmelser i en EU-forordning om pesticidstatistik.
Ønsker man at se udviklingen af de to indikatorer HRI 1 og HRI 2 for de øvrige EU-medlemslande, kan man finde dem via linket her, såfremt medlemslandene har meddelt Kommissionen et link til deres offentliggjorte indikatorer.