Miljøstyrelsen kontrollerer illegal handel med F-gasser

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har i 2025 haft særlig fokus på illegal handel med F-gasser, som er meget kraftige drivhusgasser og i nogle tilfælde PFAS-forbindelser.

Tidligere kontrolkampagner har vist, at der er behov for at føre en målrettet kontrol med illegal handel af F-gasser, dvs. gasser handlet ulovligt uden for kvotesystemet.

De illegale kølemidler handles i høj grad på internettet og sociale medier, og oftest er de ikke registreret under en tildelt EU-kvote. Formålet med kvotesystemet er blandt andet reducerer brugen af f-gasser, ved at sælge færre og færre kvoter hvert år.

Kemikalieinspektionen har i 2025 fortsat samarbejdet med andre myndigheder med at undersøge omfanget af den illegale handel med illegale kølemidler i Danmark.

I 2025 foretog Kemikalieinspektionen 25 kontroller vedrørende korrekt indrapportering i F-gas-portalen. Inspektionen behandlede også en række indberetninger og gennemført tilsyn på området.

Kontrollen fordelte sig på forskellige områder, herunder:

  • Kontrol med korrekt indrapportering i F-gas-portalen samt kvoteoverskridelse (25 kontroller).

  • Salg af ulovlig gas i forbrugerprodukter (tre kontroller).

  • Salg af ulovlige engangsbeholder på internettet (syv kontroller).

  • Kontrol i forbindelse med import og markedsføring af HFC’er og PFC-14 (to kontroller).

  • Kontrol af KMO-godkendelse til servicering og montering af køleanlæg (en kontrol).

  • Tidligere sag om opsætning af ulovlig varmepumpe har medført politianmeldelse.

I alt 38 kontroller.

I forbindelse med kontrollen har Kemikalieinspektionen udstedt syv indskærpelser og en vejledning til virksomhederne.

De fleste indskærpelser blev givet på baggrund af, at virksomhederne skal foretage korrekt indberetning i F-gas-portalen samt overholde gældende tidsfrister herfor, jf. F-gas-forordningens artikel 26.

Der blev også udstedt en enkelt vejledning til en virksomhed på baggrund af virksomhedens eget arbejde med at tilrette oplysningerne i F-gas portalen.

En enkelt virksomhed modtog en indskærpelse, om ikke at overskride de af EU-Kommissionen tildelte kvoter for markedsføring af hydrofluorcarboner.

Hvad er F-gasser – og hvorfor er det vigtigt?

Fluorholdige drivhusgasser, der i stor stil anvendes som kølemidler i eksempelvis varmepumper, er alle drivhusgasser, der er uønskede i miljøet, fordi de bidrager til klimaforandringer. De er langt værre for drivhusopvarmningen end CO2 ved sammenlignelige mængder. Mange F-gasser er desuden PFAS-forbindelser.

Hvad er F-gas-portalen?

F-gas-portalen er den Europæiske Kommissions centrale onlineplatform til administration af kvotesystemet, krav vedrørende import- og eksporttilladelser og forpligtelser til indberetning af fluorholdige drivhusgasser. 

Kemikalieinspektionen fører igen i 2026 en målrettet kontrol med F-gasser og den illegale handel.

(Dokumentar på 17 minutter herom: We expose illegal refrigerant trade in Europe – ‘the biggest eco-crime no-one’s heard of’ - EIA)

Regler

  • Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2024/573 af 7. februar 2024 om fluorholdige drivhusgasser

  • BEK nr. 1013 af 13/05/2021, Bekendtgørelse om regulering af visse industrielle drivhusgasser

Kontakt

Kim Holm Boesen, Kontorchef i Kemikalieinspektionen

Tlf.: +45 21 62 59 66

E-mail: kihbo@mst.dk