Et nyt organ, FAUE, skal fremover varetage en række opgaver på F-gasområdet, som finansieres via en gebyrordning.
FAUE skal stå for autorisationer, uddannelsesbeviser og registrering efter reglerne i F-gasforordningen. FAUE skal også føre register over autoriserede virksomheder og personer.
De konkrete gebyrer og praktiske oplysninger om FAUE bliver meldt ud i efteråret 2026.
F-gasser bruges blandt andet som kølemidler i køleanlæg, varmepumper og airconditionanlæg. De kan slippe ud ved installation, service og bortskaffelse, hvis arbejdet ikke udføres korrekt. Derfor stiller EU krav om, at personer og virksomheder, der arbejder med F-gasser, skal have dokumenterede kompetencer og autorisationer, så man begrænser udslip af F-gasser.
FAUE skal dække tre hovedområder: stationære køle-, klima- og varmepumpeanlæg, klimaanlæg i motorkøretøjer og F-gasser i højspændingsafbrydere.
Teknologisk Institut kommer til at varetage FAUE på vegne af Miljøstyrelsen.
Fakta
FAUE står for F-gas, Autorisation, Uddannelse og Evaluering. Etableringen sker som led i Danmarks gennemførelse af EU-forordning 2024/573 om fluorholdige drivhusgasser.
FAUE bliver en digital ordning, hvor ansøgninger, betaling af gebyrer, udstedelse af autorisationer og uddannelsesbeviser samt opdatering af registret kan håndteres samlet.
Adgang til ordningen kommer til at ske via Virk.dk.
FAUE skal føre register over autoriserede virksomheder og fagfolk.
Kølebranchens Miljøordning (KMO) varetager p.t. opgaven for Miljøstyrelsen, og virksomheder og fagfolk skal fortsat bruge KMO-systemet frem til 1. januar 2027.