Vandsektoren vil skære 86 procent af klimaaftrykket frem mod 2035

På opfordring fra vandselskaberne er udviklet en forbedret model, som gør det vanskeligere at opnå klimaneutralitet. Til gengæld giver resultatet et mere præcist billede af udledningerne.

I 2021 gennemførte Miljøstyrelsen den første indberetningsrunde til den såkaldte Parismodel for en energi- og klimaneutral vandsektor som led i den politiske aftale om Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi.  Miljøstyrelsen har nu sammen med brancheorganisationen DANVA gennemført en ny indberetningsrunde baseret på en forbedret opgørelsesmetode.

Vandsektorens Parismodel 2.0 opgør de største driftsrelaterede drivhusgas udledninger fra drikke- og spildevandsselskaber. I den nye model er der medtaget flere væsentlige kilder, hvilket gør resultaterne mere retvisende og bedre i tråd med internationale standarder. Et af formålene med Parismodellen er at give selskaberne et fælles redskab i klimaindsatsen, så de løbende kan registrere og følge udviklingen i deres klimaaftryk. Indberetningen til Parismodellen er frivillig og retter sig mod selskaber omfattet af vandsektorloven. Ligesom i 2021 har der været god opbakning, idet de deltagende selskaber repræsenterer ca. 80% af den solgte vandmængde. De deltagende selskaber har en samlet emission af drivhusgasser på godt 260.000 tons CO2-ækvivalenter i 2023. Det svarer til omkring 360.000 tons CO2-ækvivalenter for hele vandsektoren eller ca. 1 procent af emissionerne i Danmark.

Ligesom i den første Parismodel opgøres klimaneutralitet ved at fratrække fjernede og undgåede udledninger f.eks. når skovrejsning binder CO2 eller når brug af spildevandsslam erstatter kunstgødning i landbruget. Ved en sådan beregning bliver nettoemissionerne fra de deltagende selskaber i 2023 på 131.000 tons CO2-ækvivalenter, som falder med hele 86% til 18.000 tons CO2-ækvivalenter i 2035. Med den nye model forventer selskaberne dermed ikke at blive klimaneutrale i 2035, men da selskaberne har bevæget sig i den rigtige retning siden indberetningen i 2021 er opnåelsen af klimaneutralitet stadig inden for rækkevidde.

Rapporten kan læses her.

FAKTA BOKS: Parismodel

  • Bygger på en politisk aftale fra 2020 om ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi” mellem regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet.

  • Frivillig indberetning for at øge bevidsthed om klima- og energiperformance, bidrage til nationale målsætninger og udbrede danske resultater og teknologier globalt. Andel af deltagende selskaber under vandsektorloven:
    • 78 drikkevandsselskaber (80% af den solgte vandmængde).
    • 71 spildevandsselskaber (84% af den solgte vandmængde).

  • Udvalgte resultater fra den nye indberetningsrunde:
    • De nye kilder står for 36 % af de samlede udledninger – både de direkte, fra energiforbrug og fra andre aktiviteter omkring driften.
    • Drikkevand er klimaeffektivt. En liter mineralvand har et klimaaftryk, der er mere end 1.700 gange større end en liter postevand fra hanen.
    • Vandsektoren producerer sammen med eksterne energiproducenter allerede mere energi end den forbruger.
    • Drikkevandssektoren er allerede klimapositiv.
    • Spildevandsektoren forventer at reducere driftsemissionerne inden for scope 1,2 og 3 fra 240.000 tons CO2e i 2023 til 154.000 tons CO2e i 2035. Det skyldes især store reduktioner i lattergasemissioner fra luftningstanke og metanlækage fra biogasanlæg.