Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser om fortolkningen af jordvarmebekendtgørelsens afstandskrav

Miljø- og Fødevareklagenævnet har ved afgørelser af 22. august 2025 vurderet, at ”vandforsyningsanlæg” efter jordvarmebekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 240 af 27. februar 2017) skal forstås som ”indvindingsanlæg med tilhørende hoved-, forsynings- og stikledninger samt tilhørende pumper.” Det har betydning for anvendelsen af afstandskravene i jordvarmebekendtgørelsen.

Se nævnets afgørelser på nævnets hjemmeside.

Miljøstyrelsen er opmærksom på, at afgørelserne fra Miljø- og Fødevareklagenævnet giver kommunerne udfordringer med håndteringen af de gældende afstandskrav i jordvarmebekendtgørelsen.

Det har ikke været hensigten med jordvarmebekendtgørelsen, at afstandskravene skulle gælde for forsynings- og stikledninger, men alene for vandforsyningsanlæggets indvindingsboringer, og boringsnære beskyttelsesområder for dybe anlæg.

Miljøstyrelsen er derfor allerede gået i gang med at se på mulige løsninger, der på kort og langt sigt kan håndtere de udfordringer med afstandskravene, som den gældende jordvarmebekendtgørelse indebærer efter nævnets afgørelser, således at kommunerne fortsat kan meddele tilladelser til jordvarmeanlæg.   

Miljøstyrelsen vil så hurtigt som muligt bringe en opfølgende nyhed, når styrelsen kan sige mere herom.