Miljø- og Fødevareklagenævnet har ikke fundet grundlag for at anfægte Miljøstyrelsens overordnede tilgang til vurderingen af, om en udledning af spildevand til et vandområde udgør en forringelse efter vandrammedirektivet.
Miljøstyrelsen har i sagen fulgt fremgangsmåden i styrelsens vejledning om udledning af visse forurenende stoffer til vandmiljøet (FAQ’erne). Et led i denne fremgangsmåde er at foretage en beregning af, om der vil ske en målbar stigning i et stofs koncentration i et repræsentativt målepunkt. Miljø- og Fødevareklagenævnet har heller ikke fundet grundlag for at tilsidesætte, at beregningen af koncentrationsstigningen kan foretages ud fra repræsentative overvågningspunkter.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse giver derfor ikke Miljøstyrelsen anledning til at foretage større ændringer i den gældende vejledning på området.
Miljø- og Fødevareklagenævnet er samtidig kommet frem til, at Miljøstyrelsen ikke klart har forklaret og dermed godtgjort, at de to anvendte målepunkter i den konkrete sag er repræsentative for vandområdet. Der er tale om de to nærmeste overvågningsstationer ca. 600 meter (vandfasen) og 1.000 meter (sedimentfasen) fra udledningspunktet. På den baggrund har Miljø- og Fødevareklagenævnet hjemsendt afgørelsen til fornyet behandling.
Miljøstyrelsen vil nu genbehandle Skærbækværksagen og tydeliggøre, hvorfor de to overvågningsstationer er repræsentative for vandområdet. Miljøstyrelsen vil i forbindelse med styrelsens fornyede behandling af sagen om Skærbækværket undersøge, om afgørelsen giver styrelsen anledning til at præcisere og dermed forbedre vejledningen.