Ny drikkevandsvejledning

Opdatering af drikkevandsvejledningen nr. 76, juli 2025 er netop offentliggjort

Miljøstyrelsen har den 4. juli 2025 lagt en opdateret drikkevandsvejledning på sin hjemmeside. Drikkevandsvejledningen, nr. 76, juli 2025 kan således findes her

Vejledningen er en opdatering af Miljøstyrelsens vejledning nr. 55 om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg fra 2022. Opdateringen er led i implementeringen af drikkevandsdirektivet fra 2020, der er implementeret i dansk ret ved bl.a. ændring af vandforsyningsloven og drikkevandsbekendtgørelsen i 2024.

Følgende ændringer i drikkevandsvejledningen fremhæves:

Behandlingskemikalier og filtermedier

Der er indsat et nyt kapitel i drikkevandsvejledningen, der beskriver drikkevandsbekendtgørelsens regler om behandlingskemikalier og filtermedier, der kommer i kontakt med drikkevand.

Indikatorparametre

Drikkevandsvejledningen beskriver drikkevandsbekendtgørelsens nye begreb ”indikatorparameter”, forskellen på kvalitetsparametre og indikatorparametre, og hvordan vandforsyninger og kommuner skal forholde sig ved overskridelser af henholdsvis indikatorparametre og kvalitetskrav.

Operationelt kontrolprogram

Drikkevandsvejledningen beskriver begrebet ”operationelt kontrolprogram”, der er indsat i drikkevandsbekendtgørelsens § 17, stk. 6 og som erstatter tidligere krav om at ”efterprøve” om foranstaltningerne til begrænsning af risiciene for menneskers sundhed i hele vandforsyningskæden fungerer effektivt. 

Overskridelse af parameter for bly på grund af forbrugerens fordelingsnet

Drikkevandsvejledningen beskriver de nye regler i drikkevandsbekendtgørelsen vedrørende overskridelse af parameterværdien for bly. Hvis overskridelsen skyldes forbrugerens fordelingsnet i bygninger, hvorfra der leveres vand til offentligheden, skal tilsynsmyndigheden sikre, at nærmere bestemte foranstaltninger bliver gennemført, såfremt de er relevante.

Dispensationer

Drikkevandsvejledningen beskriver de nye dispensationsbestemmelser i drikkevandsbekendtgørelsen, hvorefter der, under visse betingelser, kan dispenseres fra drikkevandsbekendtgørelsens bilag 1 b og 1 d.

Nye indberetningskrav

Drikkevandsdirektivet har i artikel 18, stk. 1, litra c-e, indført krav om indberetning af bestemte oplysninger, der vedrører drikkevandskvaliteten. Bestemmelserne er implementeret i drikkevandsbekendtgørelsen.

Oplysninger til offentligheden, herunder personer der får leveret drikkevand 

Drikkevandsbekendtgørelsens bestemmelser om information til forbrugere er ændret for at opfylde direktivets krav om oplysninger til forbrugerne.