Miljøstyrelsen har netop igangsat et nyt projekt, der skal undersøge om der er forskel i forekomsten af ulovlige og/eller sundhedsskadelige kemikalier i børnemode, som for eksempel tekstiler og smykker fra henholdsvis ’meget store onlinemarkedspladser’ (VLOP´er) uden for EU, EU dropshippere og danske onlinebutikker med eget lager.
I projektet vil Miljøstyrelsen både kontrollere om produkterne overholder Danmarks og EU's nuværende kemikalieregler, og undersøge om produkterne indeholder skadelige stoffer, der endnu ikke er forbudt, men som kan udgøre en risiko for de børn, der bruger produkterne.
”Vi ved godt at onlinemarkedspladser uden for EU ikke altid overholder EU's regler, og vores formål med dette projekt er at opnå viden om hvorvidt den danske forbruger løber en sundhedsmæssig risiko, når de køber billigere tøj, sko og smykker til ungerne via non-EU onlinemarkedspladser eller dropshipping sammenlignet med indkøb via danske onlinebutikker”, siger Maria Thestrup-Jensen fra Miljøstyrelsen.
Resultaterne fra undersøgelsen vil blandt andet blive brugt i et fælles EU-projekt og bygger videre på en ny nordisk undersøgelse, som viste, at 71% af de kontrollerede produkter ikke overholdt lovgivningen, og at det især var dropshipping-butikker, der havde mange overtrædelser.
Resultaterne forventes at være klar i starten af 2026.
Yderligere oplysninger
Projektansvarlig Maria Thestrup-Jensen, Miljøstyrelsen, matje@mst.dk
Fakta: Typer af online-butikker
VLOP
Meget store onlinemarkedspladser fungerer som et online bindeled mellem køber og sælger på samme vis, som et auktionshus eller et indkøbscenter.
EU dropshipping-onlinebutik
Onlinebutikker placeret i EU, som adskiller sig fra øvrige onlinebutikker ved at de ikke har egen lagerbeholdning. I stedet sælger dropshipperen produkter, som forhandles af tredjepart som eksempelvis kan være en VLOP.
Når dropshipperen sælger et produkt, placerer denne en ordre i kundens navn hos tredjepart, der derefter sender produktet direkte til kunden. En dropshipper fungerer dermed som en formidler mellem kunden og tredjepart på samme vis som en onlinemarkedsplads.
Danske online butikker
Disse butikker har ofte også fysiske butikker samt egen lagerbeholdning, således at leveringstiden typisk kan holdes på 1-3 dage.
Fakta: Om Miljøstyrelsens undersøgelse
Undersøgelsen skal afspejle en dansk forbruger, som i købsøjeblikket har valget mellem at foretage sit indkøb af et bestemt produkt fra en dansk onlinebutik, en dropshipper eller en VLOP.
Der foretages forskellige kemiske analyser af næsten identiske børneprodukter, som f.eks. tøj, smykker og sko, fra hver af de tre typer onlinebutikker. Analyseresultaterne skal vise, om der er ulovlige kemikalier i produkterne, og om produkterne indeholder kemikalier, som endnu ikke er forbudt, men som udgør en sundhedsmæssig risiko for de børn, der bruger produkterne.
Fakta: Miljøstyrelsens forbrugerprogram
Miljøstyrelsen gennemfører hvert år en række undersøgelser, der skal frembringe ny viden om kemikalier i en række forbrugerprodukter, herunder en vurdering af deres effekter på miljø og sundhed. Miljøstyrelsen har tidligere undersøgt eksempelvis legetøj, kosmetik, briller, smykker og maling.
Se tidligere undersøgelser