Det er årstiden for møl i klædeskabet – især i hovedstaden

Klædemøl elsker at invadere vores tøjskabe, og de er et stigende problem – især i hovedstadsområdet, men du kan selv gøre noget for at blive dem kvit.

Har du opdaget et nyt hul i uldtrøjen og tænker, at det må være en produktionsfejl eller almindelig slitage? Så bør du måske overveje en anden forklaring – klædemøl. Disse små skadedyr er en af de mest almindelige ubudne gæster i danske hjem og trives især i fugtige, mørke omgivelser, hvor de kan forårsage stor skade på tøj og tekstiler lavet af uld, silke og fjer. Og det er lige nu, hvor foråret står for døren, at vi finder allerflest af dem.

 
Hvordan kan du så genkende klædemøl, bekæmpe dem og ikke mindst forebygge en invasion i dit hjem. På Miljøstyrelsens hjemmeside insekttips.dk kan du læse om, hvordan du holder hjemmet fri for både klædemøl og andet flyvende og kravlende kryb.

I Danmark findes der omkring 50 forskellige mølarter, men de mest almindelige er klædemøl og pelsmøl. Ud over disse findes også melmøl og tofarvet frømøl – hvor begge primært holder til i køkkener og angriber tørre fødevarer som mel, gryn og kornprodukter.

Selvom klædemøl hverken er giftige eller farlige for mennesker, kan de hurtigt blive en stor gene. En hunmøl kan lægge op til 100 æg ad gangen, som klækkes efter få dage. Larverne gemmer sig i tekstiler, der ikke bruges så tit. Det kan for eksempel være i kasser med gammelt tøj, uld og pelsværk, eller det kan være i gamle møbler, som står på loftet. Larverne kan hermed efterlade huller i tekstilerne, masser af spindetråde og ekskrementer omkring tekstilet.

“For at hjælpe borgerne på vej med at identificere og minimere problemet, har Miljøstyrelsen oprettet insekttips.dk, hvor borgerne kan hente viden og gode råd om de forskellige insekter, der kan invadere hjemmet i løbet af året,”

siger Elisabeth Paludan, chefkonsulent i Miljøstyrelsen.

Møl i danske hjem – en stigende udfordring

Ifølge en undersøgelse fra Bolius (Jule-YouGov 2023) er klædemøl en væsentlig udfordring blandt de skadedyr, der findes i danske boliger. Faktisk har 5% af de adspurgte danskere haft møl i deres hjem i 2023, og forekomsten er særligt høj i hovedstadsområdet hvor den når 12 %.

En analyse af forekomsten af klædemøl i Danmark fra Naturbasen viser, at møl er blevet registreret på flere forskellige lokaliteter i landet fra 2014 til 2023. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at data stammer fra frivillige indrapporteringer og ikke repræsenterer en systematisk overvågning.

En anden undersøgelse fra Naturbasen viser, hvordan klædemøls aktivitet fordeler sig hen over året. Her fremgår det, at klædemøl er mest aktive i forårs- og sommermånederne, hvor de højeste forekomster ses i marts og maj.

Bekæmpelse - Hvordan undgår du klædemøl?

Som angivet på Miljøstyrelsens hjemmeside Insekttips.dk er der en række enkle og effektive råd, som både kan forhindre møl i at invadere dit hjem og hjælpe dig med at håndtere et eventuelt angreb.

“Mange af insekterne kan man holde ude med simple midler som at huske at støvsuge grundigt og at holde madvarer og andre materialer i tætsluttende beholdere, men hvis de først har spredt sig kan det være nødvendigt at bruge insektmidler. Her skal man bare sikre sig, at det er et middel, som Miljøstyrelsen har godkendt til brug og salg til det specifikke formål, ”

siger Elisabeth Paludan, chefkonsulent i Miljøstyrelsen.

Insekttips.dk