BNBO: Indgåelse af frivillige aftaler og forhold til Skattestyrelsen

Miljøstyrelsens vejledning om boringsnære beskyttelsesområder 2024 udkommer inden udgangen af oktober. I forbindelse med vejledningens udarbejdelse har Miljøstyrelsen være i dialog med Skattestyrelsen for at præcisere, hvordan kommunerne kan bidrage til en smidig sagsbehandling ved Skattestyrelsen, i forbindelse med en lodsejers ansøgning om skattefritagelse i forbindelse med frivillig aftaler. For at fremme en hurtig og smidig sagsbehandling ved Skattestyrelsen er det vigtigt, at alle parter er oplyst om hvilke elementer en anmodning om skattefritagelse bør indeholde. 

Ved indgåelse af en frivillig aftale om sprøjtefri drift på et areal er det ikke et krav, at der foreligger en udtalelse fra Skattestyrelsen om skattefritagelse. En sådan udtalelse er dog en sikkerhed for de parter, der indgår aftalen, om at skattefritagelse kan opnås. Derfor er de parter, der indgår en frivillig aftale, interesserede i at få et bindende svar om skattefritagelse fra Skattestyrelsen.

Det er lodsejeren, der indsender en anmodning om bindende svar til Skattestyrelsen, for at sikre sig, at der vil være tale om skattefritagelse i forhold til en konkret aftale. Det er lodsejeren, der ifm. en frivillig aftale afstår retten til at disponere frit over sin jord. Dermed er det lodsejer, der skal modtage erstatning. Af denne årsag har hverken kommune eller vandværk mulighed for at indsende en anmodning til Skattestyrelsen om bindende svar omkring skattefritagelse.

For at fremme Skattestyrelsens sagsbehandling er det vigtigt at sagen er fuldt belyst. En anmodning om bindende svar fra Skattestyrelsen bør derfor indeholde følgende:

Kommunens vilje til at udstede påbud, hvis en frivillig aftale ikke opnås:

  • Kommunen skal udtrykke vilje til at udstede påbud i sagen, så erstatningen kan gives på ekspropriationslignende vilkår. Det er selve byrådet, der skal udtrykke viljen til påbud, Kommunen kan ikke uddelegere ansvaret til et udvalg. Disse kriterier bunder i den nuværende, skattemæssige praksis.
  • Det skal klart fremgå af sagerne til byrådet, hvilke arealer der bliver pålagt restriktioner, inklusive de arronderede arealer. Sagerne skal gerne oplyse matrikelnumre på arealerne, så de hurtigt kan slås op. Det skal også fremgå af byrådets beslutning, hvilken hjemmel det eventuelle påbud skal meddeles efter: § 24, § 24 a eller § 26 a i miljøbeskyttelsesloven.
  • Beslutning om vilje til at udstede påbud i sagen, så erstatningen kan gives på ekspropriationslignende vilkår, skal være truffet inden anmodning om bindende svar sendes ind til Skattestyrelsen.

Selve aftalen, der tænkes indgået. 

  • Aftalen skal bl.a. rumme oplysninger om erstatningssummen. Selve erstatningssummen skal være udspecificeret, så det fremgår tydeligt hvilke restriktioner, der giver anledning til hvilken erstatning. Dette skyldes, at det er ejendomsavancen (forskellen på købs- og en eventuel salgssum), der udløser skattefrihed. Arealerne, der er omfattet af aftalen, skal fremgå med angivelse af matrikelnumre. 
  • Der er ingen krav om at aftalen er underskrevet.

BNBO-fristbekendtgørelsen (BEK nr. 742 af 17/06/2024) fastsætter frister for, hvornår aftaler skal være indgået, og hvornår påbud eller forbud skal være udstedt, såfremt frivillig aftale ikke opnås. For BNBO’er, der er risikovurderet mellem den 1. januar 2023 og den 30. juni 2024, skal lodsejer senest 1. december 2024 være tilbudt en aftale. Frivillig aftale skal være indgået senest 31. december 2024. Det er dog ikke muligt at indgå aftaler, der er betinget af opnåelse af bindende svar fra Skattestyrelsen, hvis dette vil medføre at fristen ikke kan opfyldes. Hvis der ikke opnås en aftale inden den 31. december 2024, skal kommunen derfor igangsætte processen med at udstede påbud eller forbud mod erhvervsmæssig  anvendelse af pesticider inden for BNBO. Påbud eller forbud skal være udstedt senest 1. marts 2025.