Nyt nationalt kort over kulstof­rige lavbundsjorder: Kulstof2022

Vi vil fremover administrere flere ordninger på baggrund af Kulstof2022-kortet. Her kan du få mere at vide om, hvad det betyder for dig, der medvirker i et udtagningsprojekt i Miljøstyrelsen, Naturstyrelsen eller Landbrugsstyrelsen.

Aarhus Universitet (AU) har opdateret kortet over kulstofrige jorder i Danmark. Kortet har navnet Kulstof2022 og vil blive brugt i administrationen af Klima-Lavbundsordningen og i tilskudsordningen for Vand- og klimaprojekter, Lavbundsprojekter.

Du kan åbne kortet i MiljøGIS for ’Tilskud til vandprojekter’ (https://miljoegis3.mim.dk/spatialmap?&profile=vandprojekter).
For at se kortet skal du folde gruppen ”Jordbundsforhold” ud og tænde for kortlaget ”Kulstof 2022 (lavbundskort)”.
Du kan også downloade kortlaget til lokal enhed via www.mst.dk/lavbund under ”Kort og data (GIS)”.

Se rapporten fra AU, der omhandler det nye kort, via dette link.

Hvad betyder det for dig, der har et tilsagn eller har søgt om det?

Udbredelsen og fordelingen af kulstofrige jorder har i nogle tilfælde ændret sig i forhold til det forrige kort, Tekstur2014, der indtil nu er blevet brugt i administrationen af lavbundsindsatsen.
Vi indfører en overgangsperiode i 2024 for at tilgodese igangværende forundersøgelser, der er langt i udarbejdelsen. Disse projekter kan derfor fortsat bruge det tidligere kortgrundlag, Tekstur2014, som grundlag for at gå videre til anlægsfasen (etablering). Læs mere om dette i FAQ’en. 
I nedenstående FAQ kan du læse mere om brug af det nye kort i den videre administration, og hvilke konsekvenser det eventuelt har for eksisterende og kommende tilsagn.

FAQ’en er opdelt i fire:

    1. Generel FAQ om det nye kort
    2. FAQ for Naturstyrelsens Klima-Lavbundsprojekter
    3. FAQ for Miljøstyrelsens Klima-Lavbundsordning
    4. FAQ for Landbrugsstyrelsens tilskudsordning til vand- og klimaprojekter, lavbundsprojekter

Du kan tage supplerende jordprøver

Hvis du vurderer, at kortet ikke afspejler den lokale udbredelse af kulstofrige jorder, er det muligt at tage supplerende jordprøver til bestemmelse af kulstofindholdet til brug for din ansøgning om et lavbundsprojekt.

 

Generel FAQ

Hvad er formålet med at anvende nye kort i ordningsadministrationen?

I udtagningsindsatsen stræber vi efter at anvende den nyeste viden som administrationsgrundlag. På den måde kan vi bedre målrette indsatserne, der hvor de har størst muligt effekt. Implementeringen af de nye kort i ordningsadministrationen afspejler dette.

Hvad viser det nye kort over kulstofrige jorder?

Det nye kort over kulstofrige jorder, Kulstof2022, er udarbejdet af Aarhus Universitet. Det er et landsdækkende kort over kulstofrige jorder i jorddybden 0-30 cm. Kortet har en opløsning på 10x10m. 
Kulstof2022-kortet erstatter det hidtil anvendte kort over kulstofrige jorder, Tekstur2014, der havde en opløsning på 30,4x30,4m. 
Det nye kort giver med andre ord et bedre billede af hvor de kulstofrige jorder er i dag. 
Kortet kan ses på https://miljoegis3.mim.dk/spatialmap?&profile=vandprojekter fra 8. maj.

Fra den 16. maj kan du i Landbrugsstyrelsens Internet Mark Kort se, hvilke kulstofklasser dine marker ligger i.

Hvilke ændringer medfører det nye kort over kulstofrige jorder?

Sammenlignet med det tidligere anvendte kort, er der samlet set ca. 53.000 hektar færre tørvejorder inden for landbrugsarealet.

Det nye kort omklassificerer nogle jorder, der tidligere lå i kategorien ’tørvejord’ (mere end 6 pct. organisk kulstof i de øverste 30 cm jord), til nu at være i kategorien ’mineraljord’ (6 pct. eller mindre organisk kulstof). Omvendt omklassificeres nogle jorder fra tidligere at have været defineret som mineraljorder, til nu at være defineret som tørvejord.

FAQ: Klima-Lavbund – Naturstyrelsen

Link til ordning: https://naturstyrelsen.dk/ny-natur/klimalavbundsprojekter

Er du lodsejer i et nuværende eller fremtidigt Klima-Lavbundsprojekt?

Naturstyrelsen er projektejer for projekter under Naturstyrelsens Klima-Lavbundsordning. Naturstyrelsen varetager administrationen i forhold til det nye Kulstof 2022 kort for igangværende og kommende projekter. Generelt gælder, at Naturstyrelsen tager kulstofprøver for at dokumentere kulstofindholdet i deres projektområder. Det vil de også gøre med det nye Kulstof 2022 kort. Har du som lodsejer spørgsmål til dette, kan du kontakte den lokale NST-enhed for at høre nærmere.

FAQ: Klima-Lavbund – Miljøstyrelsen

Link til ordning: https://mst.dk/erhverv/tilskud-miljoeviden-og-data/tilskudsordninger/tilskud-til-vand-og-klimaprojekter/klima-lavbund

Har du modtaget et tilsagn til at gå videre til projektets anlægsfase (et endeligt tilsagn)?

Hvis du har afsluttet din forundersøgelse og fået tilsagn til at gå til anlægsfasen, har opdateringen af kortet ingen betydning for dit projekt. Du kan således fortsætte projektet i overensstemmelse med tilsagnet.

Planlægger du at ansøge om tilskud under Klima-Lavbundsordningen i 2024 når der åbner en ny ansøgningsrunde?

I så fald skal du benytte det nye kort, Kulstof2022, til at bestemme udbredelsen af kulstofrige jorder i projektområdet. Benyt derfor dette kort som grundlag for din screening.

Har du i år 2021 eller 2022 modtaget tilsagn til at gennemføre en forundersøgelse, og bliver din forundersøgelse færdig i 2024, og du dermed er klar til, i løbet af 2024, at ansøge om at gå videre til anlægsfasen?

Hvis du har afsluttet din forundersøgelse og lavet effektberegninger på baggrund af tekstur2014 kortet, kan du ansøge om at gå videre til anlægsfasen på dette grundlag i 2024. Bemærk dog, at du skal undersøge overlappet med det nye Kulstof2022 kort. Hvis du ansøger om at gå videre til anlægsfasen for et projekt i 2024, som er baseret på Tekstur2014 kortet, og det intet overlap har med det nye Kulstof2022 kort, så skal det beskrives hvordan en gennemførelse af projektet forventes at give en positiv klimaeffekt. Sådan en beskrivelse kunne f.eks. indeholde dokumentation ved supplerende kulstofprøver. Du har også mulighed for at ansøge på baggrund af det nye Kulstof2022 kort, hvis effektberegningerne er lavet på baggrund af dette. 

Har du i år 2023 modtaget tilsagn til gennemførelse af forundersøgelse?

I så fald vil det nye kort, Kulstof2022, skulle benyttes til at bestemme udbredelsen af kulstofrige jorder i et projektområde og benyttes ved effektberegninger. Hvis der er behov for at tage supplerende kulstofprøver for at eftervise jordernes kulstofindhold er dette muligt – se uddybning i nedenstående.

Er du i gang med at lave en forundersøgelse som først vil være klar efter 2024?

Benyt det nye kortgrundlag, Kulstof2022, i forbindelse med effektberegningerne. Viser det nye kort en mindre udbredelse af kulstof inden for projektområdet end det tidligere kort (Tekstur2014), som der er taget udgangspunkt i tilsagnet, kan I tage supplerende kulstofprøver som en del af forundersøgelsen og derigennem dokumentere arealets kulstofindhold. Dette er især relevant hvor det nye kort ikke indeholder kulstofrige jorder, hvor det tidligere kort gjorde. Supplerende kulstofprøver kan også laves på arealer, hvor hverken det gamle eller det nye kort viser højt kulstof, men hvor der er lokalkendskab til at jorderne er kulstofrige.
Udgifter til supplerende kulstofprøver bliver dækket af forundersøgelsen.

Information om supplerende kulstofprøver og effektberegninger findes i vejledningen ”Vejledning til CO2-beregning (Bestemmelse af drivhusgasemissionen fra lavbundsjorde)” som kan findes under ”Vejledninger og skabeloner” på www.mst.dk/lavbund. Bemærk at vejledningen fortsat er målrettet det tidligere Tekstur2014 kort, og at vejledningen fortsat henviser til kortet Prøvepkt_2015 (som hedder ”Udtagningssteder for supplerende kulstofprøver” i MiljøGIS). Kortet indikerer, hvor der med fordel kunne udtages supplerende kulstofprøver i supplement til Tekstur2014 kortet.

Når der nu skal tages supplerende kulstofprøver som supplement til det nye Kulstof2022 kort, er det vigtig at du bruger Kulstof2022 kortet i stedet for Tekstur2014 kortet. Det er også vigtigt, at der med det nye Kulstof2022 kort ikke findes præcise prøvepunkter for supplerende kulstofprøver, som der gjorde i tilknytning til det gamle Tekstur2014 kort (det der i vejledningen hedder Prøvepkt_2015). I stedet kan de supplerende kulstofprøver med fordel tages inden for 3-6 % kategorien i det nye Tekstur2022 kort.

Prøvetagningspunkterne inden for denne kategori bør udlægges, så de er repræsentative for områderne i forhold til arealanvendelse og jordbundsforhold. Der skal som udgangspunkt udtages 1 prøve pr. hektar. Ud over ændringerne i kortgrundlaget, som netop beskrevet, skal prøvetagningen og den efterfølgende beregning af et areals kulstofindhold foregå efter proceduren beskrevet i vejledningen (se afsnit ”Jordbundsklassificering af jorder udenfor Tekstur2014-kortet” med tilhørende eksempler).

Er dine spørgsmål ikke besvaret i ovenstående eller er du i tvivl om der er behov for supplerende kulstofprøver?

Kontakt Miljøstyrelsen på vandprojekter@mst.dk 

FAQ: Vand- og klimaprojekter – Landbrugsstyrelsen - Hvis du er projektejer (Kommuner/Naturstyrelsen)

Link til tilskudsguide for vand- og klimaprojekter: https://lbst.dk/tilskud-selvbetjening/tilskudsguide/vand-og-klimaprojekter-2023

Har du tilsagn til et etableringsprojekt?

Opdateringen af tørvekortet har ikke nogen betydning for dit tilsagn. Du kan forsætte projektet i overensstemmelse med tilsagnet. 

Planlægger du at ansøge om en forundersøgelse til et lavbundsprojekt i 2024?

I så fald vil det nye kort, Kulstof2022, skulle benyttes til at bestemme udbredelsen af kulstofrige jorder i et projektområde. Benyt derfor dette kort som grundlag for din screening og beregning af effekt.
Landbrugsstyrelsen forventer, at der snarest vil blive sendt en bekendtgørelse i ekstern høring.

Har du en færdig forundersøgelse, og er du klar til at ansøge et etableringsprojekt i 2024?

Såfremt du har afsluttet din forundersøgelse og udarbejdet effektberegninger på baggrund af tekstur2014-kortet, kan du ansøge om at gå videre til etableringstilsagn på dette grundlag i 2024. Du har også mulighed for at ansøge på baggrund af det nye Kulstof2022-kort, hvis effektberegningerne er lavet ud fra dette. 

Bemærk, at hvis du ansøger om et etableringstilsagn i 2024, baseret på Tekstur2014-kortet, og projektet ikke har et overlap med det nye Kulstof2022-kort, vil det i forbindelse med ansøgning om tilsagn skulle vurderes om der ved gennemførsel af projektet vil kunne forventes en positiv klimaeffekt.  Miljøstyrelsen vil foretage denne vurdering, og kontakte ansøger såfremt det måtte være nødvendigt med yderligere dokumentation. 

Er du i gang med et forundersøgelsesprojekt, som først vil være klar til etablering efter 2024?

Vi opfordrer til, at du benytter det nye kortgrundlag, Kulstof2022, i forbindelse med effektberegningerne til projekter der først forventes at være klar til etablering i 2025.

Hvis det ikke er muligt indenfor dit nuværende tilsagn, kan du ansøge om en supplerende forundersøgelse. Det er afgørende at du søger om tilsagn til denne inden du gennemfører den supplerende forundersøgelser. Alternativt kan du søge direkte videre til et etableringsprojekt og få dækket udgifterne til supplerende jordprøver eller nye beregninger her.

Vi anbefaler at du kontakter Projekttilskud (projekttilskud@lbst.dk) i forhold til hvilken løsning der er bedst for jeres projekt. 

Hvornår er det relevant med supplerende kulstofprøver?

Hvis Kulstof2022-kortet viser en mindre udbredelse af kulstof inden for projektområdet end det tidligere kort (Tekstur2014), som tilsagn er givet på baggrund af, kan I tage supplerende kulstofprøver som en del af forundersøgelsen og derigennem dokumentere arealets faktiske kulstofindhold. Dette er relevant, hvor det nye kort viser, at der ikke er kulstofrige jorder, men hvor det tidligere kort viste kulstofrige jorder.

Supplerende kulstofprøver kan også gennemføres på arealer, hvor hverken det gamle eller det nye kort indikerer højt kulstof, men hvor der er lokalkendskab til, at jorderne er kulstofrige – dette for at eftervise kulstofindholdet og kunne bruge det i effektberegningerne.
Udgifter til supplerende kulstofprøver er dækket under forundersøgelsen.

Du kan finde information om prøvetagning af supplerende kulstofprøver og beregning i vejledningen ”Vejledning til CO2-beregning (Bestemmelse af drivhusgasemissionen fra lavbundsjorde)”. Den finder du under ”Vejledninger og skabeloner” på mst.dk/lavbund. Bemærk, at vejledningen fortsat er målrettet det tidligere Tekstur2014-kort, og vejledningen fortsat henviser til kortet Prøvepkt_2015 (som benævnes ”Udtagningssteder for supplerende kulstofprøver” i MiljøGIS), som indikerer, hvor der med fordel kunne udtages supplerende kulstofprøver som supplement til Tekstur2014-kortet.

Når der skal tages supplerende kulstofprøver, som supplement til det nye Kulstof2022-kort, er det vigtigt, at du bruger Kulstof2022-kortet i stedet for Tekstur2014-kortet. Det er yderligere vigtigt, at der med det nye Kulstof2022-kort ikke findes præcise prøvepunkter for supplerende kulstofprøver, som der gjorde i tilknytning til det gamle Tekstur2014-kort (det der i vejledningen hedder Prøvepkt_2015). I stedet kan de supplerende kulstofprøver med fordel tages inden for 3-6 pct.-kategorien i det nye Kulstof2022-kort. Prøvetagningspunkterne inden for denne kategori bør udlægges, så de er repræsentative for områderne i forhold til arealanvendelse og jordbundsforhold. Der skal som udgangspunkt udtages en prøve pr. hektar. 

Ud over ændringerne i kortgrundlagene som beskrevet ovenfor skal prøvetagningen og den efterfølgende beregning af et areals kulstofindhold foregå efter proceduren beskrevet i vejledningen (se afsnit ”Jordbundsklassificering af jorder udenfor Tekstur2014-kortet” med tilhørende eksempler).

FAQ: Vand- og klimaprojekter – Landbrugsstyrelsen - Hvis du deltager i et lavbundsprojekt som lodsejer

Hvis projektet har tilsagn til etablering, har opdateringen ikke betydning for projektet, du deltager i. Hvis projektet er i forundersøgelsesfasen, kan du kontakte din projektejer i forhold til den videre proces.