Ny rapport om spildevand fra Power-to-X-anlæg

I forbindelse med etablering af en række Power-to-X-anlæg i Danmark har Miljøstyrelsen bedt NIRAS om at undersøge en række forhold omkring indholdet af miljøfarlige forurenende stoffer i såkaldt rejektvand fra anlæggene.

Hvad er rammerne for at opnå tilladelse til udledning af rejektvand fra Power-to-X anlæg? 

Rejektvandet er det opkoncentrerede spildevand, der er opstår, når der produceres ultra rent vand til Pover-to-X-anlægget. 

I den nye undersøgelse, som Niras har lavet for Miljøstyrelsen, gøres der rede for de koncentrationer af miljøfarlige stoffer, der samles i rejektvandet alt efter, hvilken vandkilde PtX-anlægget benytter.

Læs rapporten her (PDF)

Der peges også på teknologier, der kan rense rejektvandet, så miljøkvalitetskravene kan overholdes, og man kan få udledningstilladelse eller tilslutningstilladelse til forsyningsselskabets kloaknet. 

Behov for udvikling af teknologi

Undersøgelsen viser, at der generelt findes relevante renseteknologier, men visse teknologier er ikke afprøvet i forhold til processpildevand og vil kræve yderligere teknologiudvikling. 

Hvad er Power-to-X (Video fra Energistyrelsen)

Det vurderes, at den samlede vandbehandling inklusiv rensning i et større PtX-anlæg vil kunne udgøre cirka 1-5 procent af den samlede investering.