Ny rapport: Millioner af nikotinposer smides i naturen

Omkring 5,3 mio. brugte nikotinposer ender hvert år i naturen og det offentlige rum. Nikotin-indholdet i de brugte poser kan skade dyr, og posernes materiale minder om plastik og kan skade miljøet.

Går du en tur i byen eller i naturen, er der en stor sandsynlighed for at træde på en brugt nikotinpose. Hvert år ender omkring 5,3 millioner brugte poser af det røgfrie nikotinprodukt i naturen og i det offentlige rum. Det anslås i en ny rapport udarbejdet af DTU Sustain for Miljøstyrelsen.

Undersøgelsen viser blandt andet, at nikotinposerne efter brug indeholder op mod 63 procent af det oprindelige nikotin. Henkastningen af de brugte nikotinposer i naturen kan derfor udgøre en risiko for især dyr, der forveksler nikotinposerne med noget spiseligt.

Men det er ikke kun risikoen for forgiftning, der kan skabe problemer, når de brugte nikotinposer ender i naturen. Nikotinen i poserne kan også have potentielt skadelige effekter på miljøet, men en vurdering af omfanget heraf kræver ifølge DTU Sustain nærmere undersøgelser.

Minder om cigaretfiltre

En anden del af rapporten fra DTU Sustain analyserer nikotinposernes materiale. Og her viser det sig, at poserne fremstilles af en form for semi-syntetisk cellulose. Et materiale, som har en lighed med cigaretfiltre, og som antages at blive nedbrudt forholdsvist langsomt i naturen.

Ifølge DTU Sustain kræver det dog yderligere studier for bedre at kunne vurdere nikotinposernes nedbrydelighed i miljøet.

Rapporten kan læses her