Faktatark om miljøgodkendelse af Cheminova/FMC

- Med fokus på revurdering og udledning af spildevand

Hvem er miljømyndighed for FMC?

Miljøstyrelsen er godkendelses -og tilsynsmyndighed efter miljøbeskyttelsesloven for FMC Agricultural Solutions A/S, tidl. Cheminova A/S.

Virksomheden er beliggende på Rønland ved Harboøre Tange, på adressen Thyborønvej 78, 7673 Harboøre.

Hvilken type virksomhed er der tale om?

FMC er en af Danmarks største og mest komplekse kemivirksomheder. Virksomhedens hovedaktivitet er udvikling og produktion af plantebeskyttelsesmidler, der er designet til at have en biologisk aktivitet overfor enten insekter, planter eller svampe.

Tilsyn og godkendelse

Virksomheden en godkendelsespligtig listevirksomhed og har tilladelse til udledning af renset spildevand til Vesterhavet.

Spildevandsudledningen er bl.a. reguleret i FMCs "hoved-miljøgodkendelse", der er fra 2006.

Der er efterfølgende meddelt en række supplerende miljøgodkendelser til ændringer og udvidelser af virksomheden. Godkendelserne er sammenskrevet i en elektronisk udgave, der kan tilgås via Miljøstyrelsens hjemmeside. Læs mere   

Miljøstyrelsen er ansvarlig for det løbende tilsyn med virksomhedens overholdelse af miljølovgivningen og gældende vilkår i miljøgodkendelserne, herunder for udledning af spildevand. Miljøstyrelsen skal endvidere sagsbehandle ansøgninger om miljøgodkendelse af ændringer og udvidelser på virksomheden og foretage lovpligtig revurdering af allerede meddelte miljøgodkendelser.

FMCs miljøgodkendelser skulle have været revurderet senest den 9. juni 2020 som følge af nye BAT konklusioner fra EU. BAT er miljøkrav om, hvad der kan opnås med bedste tilgængelige teknikker til begrænsning af forurening.

Spildevandsstrømme og behandling

FMC har en række spildevandsstrømme, der ledes til virksomhedens biologiske renseanlæg. Spildevandet består af processpildevand fra produktionen, overfladevand samt afværgepumpning af forurenet grundvand fra virksomhedens nuværende og gamle fabriksgrund, der er udpeget som to af Danmarks 10 generationsforureninger. Efter behandling i det biologiske renseanlæg ledes det rensede spildevand til Vesterhavet via to parallelle rør på ca. 10 m´s dybde i en afstand fra kysten på ca. 600 m. Rørene er forsynede med diffusorer, der sikrer en god spredning af spildevandet.

Den udledte rensede spildevandmængde udgør i størrelsen 2.500-3.000 m3/dag svarende til en årlig udledning på ca. 1.000.000 m3/år.

I renseanlæggets bioreaktorer foregår en biologiske nedbrydning af spildevandet. Optimal nedbrydning sikres ved beluftning, tilsætning af kvælstof og temperaturstyring. I forhold til den tilledte mængde reduceres total-P med mere end 99 %. Enkelte stoffer nedbrydes ikke tilstrækkeligt i renseanlægget, og derfor sker der en forbehandling af disse spildevandsstrømme før tilledning. Det biologske renseanlæg med forrensning opfylder kravene til BAT.

Stofindhold - Regulering

De stoffer, der ses i spildevandet, er primært organiske nedbrydningsprodukter fra produktionerne. Desuden er der indhold af uorganiske forbindelser som følge af de biologiske omdannelsesprocesser i renseanlægget (orto-fosfat, nitrat, ammonium) samt metaller. Indholdet af aktivstoffer fra færdigvarer i det rensede spildevand er lavt.

I udledningstilladelsen er der sat regulerende vilkår for de gængse samleparametre som kvælstof, fosfor, organiske stoffer, suspenderet stof m. fl. samt for i alt ca. 120 kemisk navngivne enkeltstoffer. Desuden er der krav om, at FMC løbende skal udføres økotoksikologiske test af det samlede rensede spildevand på to testorganismer.

Der er fastsat bindende kravværdier til i alt 51 kemisk navngivne enkeltstoffer. Kravværdierne er fastsat, så der sikres, at udledningen er uden betydning for opfyldelse af miljøkvalitetskravene for de pågældende stoffer i det modtagende vandområde i Vesterhavet.

FMC udfører kontrolmålinger af alle ca. 120 kemisk navngivne enkeltstoffer som led i virksomhedens egenkontrol. Kontrollen udføres enten dagligt, 12 gange eller 24 gange årligt afhængigt af, hvilke stoffer, der er tale om. Det udføres herudover økotoksikologiske tests af det samlede spildevands toksicitet 18 gange årligt. Miljøstyrelsen foretager desuden stikprøvekontrol som led i styrelsens spildevandstilsyn. Stikprøvekontrollen omfatter 6 kontrolmålinger årligt udført af eksternt laboratorium.

De samlede kontrolmålinger viser, at FMC overholder gældende vilkår i miljøgodkendelserne.

Kviksølv i udledningen stammer fra afværgepumpningen af forurenet grundvand. Den faktuelle årlige udledning af kviksølv med det rensede spildevand udgør ca. 60 g/året.

Arsen i udledningen stammer fra anvendelsen af råvaren fosfor. Den faktuelle årlige udledning arsen udgør ca. 60 kg/år.

Der er i 2022 er påvist PFAS-stoffer i udledningen. Stofferne vurderes primært at stamme fra tidligere anvendelse af brandskum i forbindelse med brandøvelser samt mulige indblæst havskum fra Vesterhavet. Miljøstyrelsen har givet FMC et påbud om kildeopsporing. Målinger af PFAS i det rensede spildevand i udledningen til Vesterhavet i 2023 viser et koncentrationsniveau af summen af PFAS-stoffer på 33 ng/l. Det svarer til en årlig udledning på omkring 30-40 g/år.

Revurdering af virksomhedens miljøgodkendelser

Revurdering af FMCs samlede miljøgodkendelser er igangsat i 2016 som følge af vedtagne BAT konklusioner i BAT-referencedokumentet CWW (spildevands- og luftrensning og dertil hørende styringssystemer i den kemiske) samt CWG (spildgasser i den kemiske sektor). Sidstnævnte vedtaget i 2022. Revurderingen efter BAT-referencedokumentet CWW skulle have været afsluttet den 9. juni 2020.

Hvor langt er Miljøstyrelsen kommet i revurderingen

Revurderingen har trukket ud, da den er meget omfattende. FMC er en af Danmarks største og mest komplekse kemivirksomheder, og alle miljøforhold på virksomheden skal behandles i revurderingen, inden den kan afsluttes fuldt ud. Herunder f.eks. jord- og grundvandsforhold, risikoforhold, luftforurening, affald og spildevandsudledning. Desuden er lovgivningen løbende blevet ændret, så der er en række nye store emner, der skal indgå i revurderingen, og dels er der ældre forhold, der har skullet belyses yderligere.

Miljøstyrelsen er godt på vej med revurderingen og har truffet 3 delafgørelser som led i det samlede arbejde. Det drejer sig om:

·        Afgørelse i 2021 om revurdering af vilkår for afværgeforanstaltninger, der har krævet en meget grundig og juridisk vurdering af hele sagsforløbet siden 1981

·        Afgørelse i 2023 om revurdering af vilkår for beskyttelse af jord og grundvand, hvor Miljøstyrelsen har fastsat en række skærpede vilkår

·        Afgørelse i 2023 om ajourføring af virksomhedens sikkerhedsrapport om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer i henhold til EU's Seveso III

Miljøstyrelsen har sideløbende arbejdet med revurdering af vilkårene for FMCs spildevandsudledning. Arbejdet og dialogen med FMC har medført, at virksomheden som har følge af de offentliggjorte BAT-konklusioner har foretaget reduktion af fosfor og AOX i sin udledning til Vesterhavet. Siden 2020 har udledningen af spildevand levet op til emissionsgrænseværdierne (BAT-AEL) for de stoffer, der er omfattet af BAT-referencedokumentet CWW. Det er tale om emissionsgrænseværdier for kvælstof, fosfor, organiske stoffer m.fl. samt metallerne cadmium, nikkel, krom og zink.

Miljøstyrelsen har i forbindelse med revurderingsarbejdet endvidere foretaget en opdatering af tidligere regionplanfastsatte vandkvalitetskrav for ca. 20 pesticidstoffer. De nye miljøkvalitetskriterier vil være grundlag for de kommende revurderede vilkår for disse stoffer.

Beregninger af de reviderede kravværdier pågår med inddragelse af de opdaterede miljøkvalitetskriterier for pesticiderne samt det seneste nye miljøkvalitetskriterier for en række metaller og summen af PFOA-ækvivalenter (24 PFAS-forbindelser). Desuden inddrages oplysninger om koncentrationer af stofferne i vandmiljøet i forvejen.