Iltsvind er sandsynlig årsag til fiskedød

Det er ikke lykkedes at finde en entydig årsag til de døde fisk i Limfjorden tidligere på måneden. Men en markant opblomstring af alger og efterfølgende iltsvind var formentlig med til at tage livet af fiskene.

Det er ikke muligt for Miljøstyrelsen entydigt at pege på en enkelt, sikker årsag til, hvad der i første halvdel af juni tog livet af hummere og småfisk i Thisted Bredning i Limfjorden.

Indsamlede data tyder dog på, at iltsvind har været en væsentlig faktor.

Det konkluderer Miljøstyrelsen efter 19. juni at have undersøgt iltforholdene i Thisted Bredning i Limfjorden. Miljøstyrelsens målinger viste tegn på iltsvind flere steder både øst og vest for Thisted og ved nærliggende Vilsund.

”Det er kendt fra Limfjorden, at iltforholdene kan ændre sig meget hurtigt. Udviklingen i vindretning og vindhastigeden i perioden omkring fundet af de døde fisk sandsynliggør, at iltsvindsramte vandmasser er sat i bevægelse og har fanget en eller flere fiskestimer i vand uden - eller med lav ilt og har ført fiskene ind mod kysten. Det er et fænomen, der tidligere er set ved enkelte lejligheder,” siger kontorchef Berit Borksted fra Miljøstyrelsen.

Miljøstyrelsen registrerede, før de døde fisk blev fundet, en markant algeopblomstring, som kan have foranlediget et højt iltforbrug og iltsvind.

Der er desuden registreret et overløb af regnblandet spildevand i området, som også kan have stresset fiskene. 

Der blev derimod ikke fundet giftige planktonalger i vandprøverne. Visse arter af alger kan være giftige og endda dødelige for fisk. Der blev ikke fundet døde fisk, da Miljøstyrelsen var i området, så ingen fisk er blevet undersøgt.

Baggrund: Døde hummer og fisk

Den 17. juni blev der fundet døde fisk på kyststrækningen ved Thisted. I perioden 9.-13. juni fandt lokale fiskere i Thisted Bredning på vestsiden af Mors døde hummerne i såkaldte tejner og hyttefade.