Jægerne bør skåne vandfugle i det kolde vejr

Som jæger bør man skåne vildtet, når det som nu er trængt af is, sne og kulde. Det gælder ikke mindst de fugle, som samles i isvåger på frosne søer og fjorde.

Jagttiden er allerede udløbet for flere fuglearter, men jagt på gæs og nogle dykænder er tilladt frem til udgangen af januar. Dem bør jægerne derfor tage særligt hensyn til, fordi de er presset af det kolde vejr. Foto: Colourbox

Svømmeænder, troldænder, bjergænder, hvinænder, blishøns og andre vandfugle samles nu i stort tal i vågerne på de søer og fjorde, som er begyndt at ise til i det kolde vejr. Det er et flot syn, og for jægere kan det også være et fristende syn.

Inden man griber haglgeværet og går på fuglejagt, skal man dog tænke sig om og huske at læse op på bekendtgørelsen om jagtmåder og jagtredskaber. Her står der udtrykkeligt, at man på fiskeriterritoriet ikke må drive jagt fra is eller inden for en afstand af 100 m fra iskanten.

”Der er ikke et totalt forbud mod jagt på vandfugle, men det er vigtigt, at fuglene får fred, når de presses af kulden og samles i vågerne i isen,” konstaterer kontorchef Jens Skovager Østergaard, Miljøstyrelsen.

Ingen planer om særfredning

I forbindelse med hårde isvintre kan det komme på tale at gennemføre en særfredning af vandfuglene, men Jens Skovager Østergaard vurderer ikke, at det vil blive aktuelt i dette jagtår, selv om der netop nu er is på en del fjorde og søer.

”Dels lover vejrudsigten nu mildere vejr, dels slutter jagttiden for fugle ved udgangen af januar. For svømmeænderne er jagttiden allerede udløbet på de ferske vande,” siger han.

Han understeger dog, at man som jæger helt overordnet altid bør huske Vildtforvaltningsrådets jagtetiske regler, som bl.a. anbefaler, at man generelt ikke går på jagt i perioder eller områder, hvor vildtet er trængt, og det kan nogle vildtarter være i vintervejr, som det vi oplever i øjeblikket.