Ekspertgruppe udpeger 12 PFAS-projekter

En ekspertgruppe bestående af ni førende danske forskere har udpeget en række områder, hvor der mangler viden om PFAS. De peger desuden på 12 projekter, der kan frembringe den nødvendige viden.

Eksperterne i den såkaldte Videnstaskforce for PFAS skaber i en ny rapport overblik over eksisterende viden om PFAS. Samtidig peger man på, hvor det er mest pressende, at myndighederne igangsætter ny forskning.

Læs rapporten fra december 2023 her

Rapporten indeholder forslag til i alt 12 projekter, som i løbet af 2024 vil kunne bibringe nødvendig ny viden om forekomst, skæbne og effekter af PFAS i miljøet og på menneskers sundhed.

Den overordnede sigtelinje for prioriteringen har været, om projekterne kan bidrage til at mindske PFAS-påvirkningen af mennesker og miljø.

Der er taget hensyn til, at særlige danske forhold kan gøre, at internationale erfaringer og viden måske ikke kan overføres direkte. Det er også lagt vægt på, om projekterne kan bidrage til at anvise konkret handling i forhold til risikohåndteringen.

Videnstaskforcen understreger i rapporten, at de udvalgte projekter langt fra dækker hele PFAS-problematikken. Flere områder blev fravalgt, da de faldt uden for formålet med videnstaskforcens arbejde i 2023, eller fordi der var igangværende projekter om emnet i Danmark.

Miljøministeriet er nu igang med at se på, hvordan der skal følges op på ekspertgruppens anbefalinger.

Ekspertgruppen arbejder videre

I slutningen af 2024 udkommer videnstaskforcen med en rapport med konkrete anvisninger af, hvilke særlige områder, handlinger, vidensopbygning og håndtering, som offentlige myndigheder bør have fokus på og prioritere i håndteringen af risikoen fra forurening med PFAS.

Fakta: Hvad er videnstaskforcen for PFAS

Videnstaskforcen for PFAS er nedsat i 2023 og skal arbejde til og med 2024. Formålet med videnstaskforcen er at sikre et overblik over viden om forekomst, risici og spredning af PFAS i miljøet i Danmark og internationalt.