
Julen er både hjerternes og skægkræenes fest. Det behårede insekt er i fremmarch herhjemme og trives godt i pap og bølgepap, som mange julegaver er pakket ind i. Derfor lancerer Miljøstyrelsen nu hjemmesiden www.insekttips.dk. Her kan du læse mere om, hvordan du holder hjemmet fri for både skægkræ og andet flyvende eller kravlende kryb.
Skægkræ er et af de insekter, som danskerne ofte oplever som ubudne gæster i hjemmet. De små grå insekter elsker nemlig mørke og trives de fleste steder i hjemmet, blandt andet i papkasser, i tøj, i bøger og på badeværelset. Køkkenskabe og tørvarer, der ikke er emballeret godt nok, går heller ikke fri for skægkræ.
Skægkræ – eller skægget sølvkræ, som insektet også hedder - er ikke farlige for mennesker, men de kan opleves stærkt generende, især hvis de får lov til at formere sig. I Danmark er forekomsten af skægkræ steget markant. I december 2023 fik Videncentret Bolius lavet en undersøgelse, der viste, at 14 % af de adspurgte havde haft skægkræ i deres bolig. Det er en stigning fra 8 % i januar 2022 og 4 % i december 2020. Analysen viste også, at det især er folk i hovedstadsområdet, der har haft besøg af skægkræ.
”Skægkræ bliver ofte spredt gennem papkasser og flyttekasser, der bliver transporteret fra ét sted til et andet. Julen er en tid, hvor vi udveksler mange ting – også nogle der kommer langvejs fra - så på denne årstid er det ekstra vigtigt at være opmærksom på at tage sine forholdsregler. Derfor har Miljøstyrelsen nu oprettet insekttips.dk, hvor borgerne kan hente viden og gode råd om skægkræ og andre af de insekter, der kan invadere hjemmet i løbet af året”, siger chefkonsulent Elisabeth Paludan fra Miljøstyrelsen.
Ud over det skæggede sølvkræ indeholder insekttips.dk også opslag om en lang række andre krybende, kravlende og flyvende insekter, som kan gøre større eller mindre skade i huse og lejligheder: Fra husbukke, borebiller og flæskeklannere til møl, væggelus og bananfluer.
”Mange af insekterne kan man holde ude med simple midler som at huske at støvsuge og holde madvarer i tætsluttende beholdere i køkkenskabene, men hvis de først har spredt sig kan det være nødvendigt at bruge insektmidler. Her skal man bare sikre sig, at det er et middel, som Miljøstyrelsen har godkendt til brug og salg til det specifikke formål, siger chefkonsulent Elisabeth Paludan fra Miljøstyrelsen.
Kilde: Bolius ”Jule-YouGov” 2023
Fem gode råd til en jul uden skægkræ
Her er fem nemme tips til at undgå skægkræ:
- Lad papemballagen blive udenfor, da skægkræ kan gemme sig her.
- Tjek julepynten: Skægkræ kan også gemme sig i kasser med julepynt, der har stået i kælderen eller på loftet.
- Undgå fugt og sørg for god udluftning.
- Støvsug revner og sprækker jævnligt.
- Opbevar tørre madvarer som mel og gryn i lufttætte beholdere.
Sølvfisk eller skægkræ?
Sølvfisk og skægkræ er begge små, vingeløse insekter fra samme familie (Lepismatidae), men der er væsentlige forskelle mellem dem:
- Skægkræ er 12-18 mm lange, og har en mere robust krop. De har ofte små mørke striber eller pletter og virker mere "behårede" på grund af små fine børster langs kroppen. Sølvfisk er mindre og slankere, typisk 10-12 mm lange. De har en ensartet sølvgrå, metallisk overflade
- Sølvfisk forårsager sjældent skade. De holder sig normalt til badeværelset og køkkenet.
- Skægkræ er mere udbredt og kan forårsage større problemer, da de spreder sig til flere rum og kan ødelægge opbevarede genstande som bøger, pap og fødevarer.
- Skægkræ kan kravle på lodrette flader, det kan sølvfisk ikke.