Overvågning af luftforurening i NOVANA programmet viser fald i luftbåren forurening

Miljøstyrelsen overvåger luften i samarbejde med Aarhus Universitet (AU). Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø overvåger vandmiljøets og naturens tilstand gennem det Nationale Overvågningsprogram for Vandmiljø og Natur, NOVANA.

Alle resultaterne behandles af Aarhus Universitet og GEUS og udgives i de årlige NOVANA-rapporter, der giver en status for Danmarks natur og miljø. 
 
Resultaterne af overvågningen i 2023 foreligger nu i en række rapporter, som er offentliggjort på Aarhus Universitets hjemmeside.

Luftkvaliteten er blevet bedre 

Overvågning af luft omfatter tilførsel af luftforurenende stoffer til vand- og landområder, herunder kvælstof samt overvågning af luftkvalitet i byerne med fokus på sundhed og grænseværdier i EU’s luftkvalitetsdirektiv. 
 
Kvælstoftilførslen fra luften til farvand og landområder er i 2023 én af de laveste siden opstart af målingerne i 1990. 
 
Århus Universitet har opgjort et fald i kvælstofdeposition i 2023 på ca. 47 % til farvandene og ca. 52 % til landområderne siden 1990. 
 
Kvælstofdepositionen er det kvælstof, der tilføres farvand og landområder fra luften, og som stammer fra forbrænding og landbrug, og hvor der både er et dansk bidrag og et udenlandsk bidrag. Reduktionen skyldes både fald i udenlandske og danske kilder.

Odense overholder nu WHO retningslinje 

Danmark overholder alle grænseværdier i EU's luftkvalitetsdirektiv i 2023, men lever for de fleste stoffer fortsat ikke op til WHO’s retningslinjer. 
 
I Odense er det imidlertid lykkedes at overholde WHO’s retningslinje for kvælstofdioxid, hvilket skyldes større trafikomlægninger i Odense centrum. 
 
Luftkvaliteten er generelt blevet væsentligt forbedret gennem de seneste årtier, hvilket betyder, at helbredseffekterne af luftforureningen i Danmark er faldet med 58 % siden 1990. 
 
I 2023 medførte luftforurening 3280 for tidlige dødsfald i Danmark, og de årlige helbredsrelaterede omkostninger forbundet med luftforurening er estimeret til 60 mia. kr. i 2023.

Se rapporten om luftforurening på Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs hjemmeside.