Kommuner, lodsejere og vandforsyninger arbejder disse dage intenst med at få beskyttet de boringsnære beskyttelsesområder (BNBO). Inden længe udløber fristen for indgåelse af frivillige aftaler og Miljøstyrelsen giver derfor en kort orientering om de forestående processer samt den gældende vejledning.
Vejledningen for BNBO har været i høring og er tilgængelig på Miljøstyrelsens hjemmeside. Vejledningen indeholder afsnit om risikovurderinger, gennemførelse af beskyttelsestiltag, indberetningspligt samt håndtering af forandringer i BNBO, herunder nyudpegninger. Herudover indeholder vejledningen også information om dokumentationskrav ifm. ansøgninger om skattefrihed.
Nedenfor fremgår de gældende frister, der også er forklaret i vejledningens kapitel 3 samt i ”Bekendtgørelse om frister for og krav til indhold af aftaler, påbud og forbud om erhvervsmæssig anvendelse af pesticider inden for boringsnære beskyttelsesområder”, §§ 5 og 6, (frister for beskyttelsesindsatser).
- For de BNBO, hvor vandforsyningen eller kommunen har forsøgt at indgå en aftale inden den 31. december 2023, uden at det har ført til, at der er indgået en aftale, skal kommunen træffe afgørelse om udstedelse af påbud eller forbud senest den 31. december 2024.
- For de BNBO, hvor der ikke allerede er forsøgt indgået en aftale, gælder, at lodsejer skal have modtaget et skriftligt aftaletilbud senest 1. december 2024. Denne aftale skal være indgået senest den 31. december 2024. Hvis det ikke er tilfældet, skal kommunen have udstedt et påbud eller forbud senest 1. marts 2025.
- Kommunen skal ikke, hvis der allerede er forsøgt indgået en aftale, gøre yderligere forsøg på at indgå en aftale, inden forpligtelsen til udstedelse af påbud eller forbud indtræffer.
Inden påbud skal efterleves vil lodsejerne have mulighed for at afvikle eksisterende markplaner, idet lodsejeren dermed kan høste afgrøder, som allerede er sået. Der kan tages højde for markplaner i op til to år, hvis der er tale om flerårige afgrøder. Påbud inden for det BNBO, der beskyttes, skal dermed efterleves, når afgrøderne er høstet eller senest når der er gået to år fra påbuddet, hvis der er tale om flerårige afgrøder, alt efter hvilken der kommer først. Se afsnit 3.1.2 i vejledningen.
Såfremt der er øvrige spørgsmål til vejledningen, processer eller frister er I velkomne til at kontakte Miljøstyrelsen på vandforsyning@mst.dk.