Ansøgningsrunden for at lodsejere kan søge om arealkompensation i form af engangskompensation i et vand- eller klimaprojekt slutter snart. Fristen for at søge følger fællesskemaet og er derfor fredag den 26. april.
Hvis selve anlægsarbejdet i det pågældende projekt er afsluttet i 2023, skal lodsejer søge arealkompensation i ansøgningsrunden med frist den 26. april 2024. Derfor er det vigtigt, at du som projektejer giver besked til lodsejerne om, at anlægsarbejdet er afsluttet, så lodsejer kan nå at søge inden fristen.
Tidspunktet for gennemførsel af anlægsarbejdet har betydning for lodsejernes mulighed for at søge om engangskompensation, som altså er uafhængig af, hvornår der sker tinglysning og projektudgifter bliver udbetalt.
Hvem kan søge
Det er alene ejere af arealerne, der i 2024 kan søge engangskompensation, når et areal har medvirket i et vand- og klimaprojekt (ikke forpagtere). Det forudsætter, at ejer tidligere har indgået en projektaftale med projektejer (en kommune eller naturstyrelsen) om at beholde jorden, og i den forbindelse medvirker i et vand- og klimaprojekt (tidligere beskrevet som vådområde- eller lavbundsprojekt eller projekt for naturlig hydrologi).
Restriktioner og tilskudssatser
Som en del af vand- og klimaprojektet bliver der tinglyst en servitut, som pålægger, at arealet permanent skal henligge som vådområde eller lavbundsområde med bl.a. forbud mod omlægning og gødskning samt brug af plantebeskyttelsesmidler. Det er disse restriktioner, der kompenseres for med tilskuddet.
Tilskudssatsen er som udgangspunkt 82.500 kr. pr ha. for omdriftsarealer og 35.500 kr. pr. ha for permanente græsarealer. Satserne gælder dog uafhængigt af, hvad der i sin tid blev skrevet i de individuelle projektaftaler med Landbrugsstyrelsen. Der ydes således ikke tilskud til natur og omvendt højere tilskud til omdrift. Endelig udbetales hele tilskuddet på en gang, hvor det tidligere var det årlig udbetaling i 20 år.
Har du spørgsmål? Læs mere på Landbrugsstyrelsens hjemmeside: Engangskompensation (lbst.dk)