Vækst i eksporten af dansk vandteknologi

Efter et par magre år er eksporten af vandteknologi på kurs mod at kunne realisere målet om en fordobling. Det viser en ny rapport fra Miljøstyrelsen.

Foto: Colourbox.

Danmark er verdensførende inden for en række vandteknologi-løsninger. Store virksomheder som Grundfos, Danfoss, AVK, Kamstrup og Novozymes har hver en årlig eksport i milliard-klassen. Men en lang række andre små og mellemstore virksomheder samt rådgivere bidrager også til, at den danske eksport af vandteknologi relativt ligger i europæisk top.

Konkret udgør eksporten af vandteknologi cirka 2½ procent af den samlede, danske eksport. Det er derfor en væsentlig branche for dansk økonomi og danske arbejdspladser.

Miljøstyrelsen har med anvendelse af data fra Eurostat analyseret eksporten af vandteknologi i 2021.  Rapporten kan downloades her. 

Kurven er vendt

Overordnet peger tallene på, at eksporten er inde i en positiv udvikling efter nogle år med knap så høje vækstrater. Den danske eksport af vandteknologi voksede i 2021 med 8,3 procent i forhold til 2020. Den samlede totale, eksport udgjorde i 2021 23,7 mia. kr. sammenlignet med 21,9 mia. kr. i 2020.

Målet er, at eksporten af dansk vandteknologi skal fordobles frem mod 2030. Det kræver en årlig, procentvis stigning på 6,5%. Den årlige stigning fra 2019 til 2021 var på 5,3 procent, mens den årlige stigning for perioden 2015 til 2021 blot var på 3,1 procent. Der er således tale om en relativ forøgelse af vækstraten for eksporten, som er helt afgørende for at komme i mål med en fordobling.

Helle Bach Rungø, sekretariatschef i Dansk Miljøteknologi - brancheforening for danske miljøteknologiske virksomheder med løsninger inden for vand, jord og renluft teknologier, er glad for den positive udvikling:

”Det er glædeligt at se, at eksporten af vandteknologi vokser, om end den ikke er helt på niveau med den generelle vareeksport”, udtaler sekretariatschef Helle Bach Rungø, Dansk Miljøteknologi. ”Danske virksomheder har en lang række unikke løsninger, der kan bidrage afgørende til at løse nogle af de betydelige, globale udfordringer vi ser inden for vandområdet.”

Helle Bach Rungø fortsætter: ”Det er vigtigt, at den indsats, der gennemføres i regi af eksportstrategien fastholdes, og at der fortsat tilføres midler til eksportarbejdet, så den positive udvikling kan fortsætte. Den understøtter eksporten både til de vigtigste nærmarkeder i Europa som Tyskland og Polen, og til de store markeder i USA, Kina og Indien. De strategiske myndighedssamarbejder er også vigtige indsatsområder, da de på sigt kan åbne for adgang til en række markeder i vigtige vækstøkonomier som Indonesien, Sydafrika, Kenya og Marokko.” 

Miljøstyrelsen åbner døre

Miljøstyrelsen samarbejder med Udenrigsministeriets Trade Council og danske ambassader om at understøtte eksporten. Miljøstyrelsen arbejder med eksportfremme gennem en kombination af reguleringsekspertise, branchekendskab og faglig viden. Miljøstyrelsen åbner herigennem døre for danske virksomheder blandt andet gennem ministerbesøg og indgåelsen af aftaler på myndighedsniveau.

På vækstmarkeder foregår arbejdet blandt andet gennem indgåelse af samarbejdsaftaler (såkaldte Memorandum of Understandings, MoU) og strategiske sektorsamarbejdsprojekter.

Miljøstyrelsen arbejder blandt andet for ensartede rammevilkår i EU, og i USA i samarbejde med Trade Councils Water Technology Alliance, hvor en udsendt medarbejder fra en dansk vandforsyning hjælper alliancens firmaer med at få ordrer.

Du kan læse mere om Miljøstyrelsens indsats her.

Rapporten kan downloades her.