Ny NOVANA-rapport om vandløbsøkologi

Nu foreligger den sidste NOVANA-rapport i serien om naturen- og vandmiljøets tilstand i 2021. Den handler om vandløbenes økologi, og den viser, at langt fra alle vandløb er i god tilstand.

Den nye undersøgelse bygger på Miljøstyrelsens overvågning af vandløbene. Foto: MST

Der er et stykke vej igen før vandplanter, smådyr og fisk trives i alle vandløb.

Det viser resultaterne i NOVANA-rapporten for vandløbsøkologi, som er baseret på data indsamlet af Miljøstyrelsen i 2017-2021. 

Læs NOVANA-Vandløbsøkologi rapporten  samt den opdaterede sammenfatning Vandmiljø og Natur 2021

Det fremgår af konklusionerne, at når man ser på vandløbenes planter, så er under en tredjedel (31 procent) af vandløbene i såkaldt god økologisk tilstand.

Begrebet god økologisk tilstand er det mål, myndighederne sigter efter, og som Danmark er forpligtet til at leve op til ifølge EU's vandrammedirektiv.

Tilsvarende gælder, at målt på smådyr, så er 58 procent af vandløbene i god økologisk tilstand.

Cirka 15 procent af vandløbene er i god økologisk tilstand vurderet på antallet og diversiteten af forskellige fisk i vandløbene.

Landbrugsdrift og spildevand har en effekt

Overvågningsdata fra kontrolstationerne, der overvåges fast, viser at tilstanden generelt er bedst på vandløbsstationer beliggende i områder med begrænset landbrugsdrift og uden påvirkning fra såkaldte punktkilder som fx renseanlæg og overløbsbygværker, og hvor de fysiske forhold er gode fx i form af gydegrus, slyngninger og variation i dybe og lave steder.

Rapporten om vandløbenes tilstand er den sidste NOVANA rapport for 2021. De øvrige rapporter blev udgivet i marts 2023.

LÆS NYHEDEN: Novana 2021 bliv klogere på naturens tilstand

Vandområdeplan med indsatser for vandløb

Miljøministeren præsenterede 15. juni den tredje vandområdeplan, som skal forbedre miljøtilstanden i danske vandløb, søer og kystvande.

Læs pressemeddelelsen her

LÆS NYHEDEN: Nye tal for naturens og miljøets tilstand

Fakta om NOVANA

NOVANA bidrager til, at Danmark opfylder de forpligtelser, vi har i forhold til national lovgivning, EU-direktiver og internationale konventioner om overvågning af vandmiljø, natur og luft.

De data om vandmiljø og natur, som NOVANA-programmet indsamler, opfylder store dele af behovet for viden om naturens tilstand, der skal bruges til at lave de nationale vandområde- og Natura 2000-planer. Læs mere om NOVANA på Miljøstyrelsens hjemmeside

Her kan man læse, hvad den samlede NOVANA-overvågning omfatter, samt om hvor og hvor hyppigt overvågningen foregår.

Man kan også læse om, hvordan overvågningen helt konkret bliver udført, og du kan finde oplysninger om, hvad overvågningen viser.