Ulvene i Danmark vil frem til 2026 blive fulgt nøje af forskere fra Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum Aarhus. De to institutioner har siden 2017 stået for den nationale ulveovervågning for Miljøstyrelsen, og kontrakten på opgaven er netop blevet forlænget med yderligere tre år.
Det er sket ved et udbud, hvor de to parter var de eneste, som bød på opgaven, og der er afsat op til 3,75 mio. kroner til den treårige kontrakt. Kontrakten giver desuden mulighed for, at Miljøstyrelsen tilkøber opgaver for yderligere 3,75 mio. kroner inden for den samme periode. Det kræver dog en særskilt finansiering.
Aftalen med forskerne skal sikre, at den systematiske overvågning af ulv i Danmark fortsætter, så myndighederne løbende kan holde overblik over bestandens udvikling og sammenhængen mellem de danske ulve og ulvene i Centraleuropa.
Forskerne skal blandt andet udføre DNA-analyser og holde DNA-registeret over ulvene opdateret. Desuden samarbejder den nationale ulveovervågning med det centraleuropæiske ulveregister CEwolf, hvor det danske ulveregister bliver samkørt med fund fra de øvrige lande, der deler den centraleuropæiske ulvebestand.
Alle observationer er velkomne
I de kommende tre år vil den nationale ulveovervågning fortsat få brug for hjælp fra offentligheden i arbejdet med at holde øje med ulvene. Alle, som ser ulve i naturen, er derfor velkomne til at indsende billeder eller beskrivelser af deres observationer via hjemmesiden ulveatlas.dk.
”Vi kan ikke være alle steder på én gang, så tip fra offentligheden om mulige eller sikre ulvefund er af stor vigtighed. Dette gælder fund, som kan dokumenteres med for eksempel fotos eller DNA-prøver fra ekskrementer eller nedlagt bytte,” siger videnskabelig chef og leder af ulveovervågningen Kent Olsen fra Naturhistorisk Museum i Aarhus.
"Vi er også interesserede i ubekræftede observationer, som kan lede os på sporet af nye ulve, så hvis du ser eller finder spor efter en mulig ulv, så skynd dig at dokumentere det med mobiltelefonen."
”Selv om vi i dag har opsat mange vildtkameraer, og trænede frivillige indsamler oplysninger og indsender prøver med DNA-spor, er der stadig brug for yderligere viden. Særligt enlige ulve, der under vandring tilbagelægger store afstande på kort tid, er svære at følge,” forklarer Kent Olsen.
Læs mere på www.ulveatlas.dk.