Natur-app runder over 100.000 plantefund

Det strømmer ind med nye fund af planter, som danskerne finder med appen 'Arter'.

Appen 'Arter' bruger telefonens kamera til at genkende og finde navnet på planter og dyr. Sebastian Klein viser, hvordan i videoen nedenfor.

Orkidéer, violer, læbeblomster og mælkebøtter. Med appen Arter i hånden er danskerne i fuldt gang med at registrere tusindvis af vilde planter.

På lidt mere end to år har appens brugere registreret over 115.000 såkaldte karplanter fordelt på over 2.600 arter, som samtidig har fået deres voksested registreret. På den måde bidrager Arter til kortlægge planterigdommen i Danmark.

”Ud over at gøre den enkelte bruger af Arter klogere, gør appen også eksperterne klogere. Man kan nemlig registrere sit fund i Arter og på den måde indsamle viden om den danske natur,” siger biolog og projektleder Payana Parton fra Miljøstyrelsen.

Arter kan hentes i alle app-stores.

Kan beskytte sjældne arter 

Alle kan downloade Arter, som hjælper med at identificere planter, svampe og dyr, man møder i landskabet. Appen virker ved, at man tager et foto, og så svarer appen tilbage med sit bud på, hvad man har fundet.

Læs mere om Arter og registrer dig som bruger

Viden om arternes levesteder og antal er blandt andet nyttig for forskningsverdenen og myndigheder, der skal planlægge naturpleje og beskytte sjældne planter og dyr.

Det er de registrerede og godkendte fund af karplanter, der nu runder 100.000 styk-milepælen – faktisk 115.000 for at være helt præcis.

Frivillige eksperter følger med

De registrerede karplanter bliver løbende tjekket og godkendt af andre planteinteresserede brugere og frivillige eksperter, der følger med i registreringerne.

Alle, der har registreret en art med Arter, får besked gennem appen, når fundet er godkendt, dvs. når det har fået bekræftet sin rigtighed på baggrund af artsnavn, placering og tidspunkt.

Arter har eksisteret i lidt over to år, og i den tid har brugerne registreret over 230.000 godkendte plante-, dyre- og svampefund i Arter. I alt har danskerne indsendt 394.084 fund på Arter.

Arter-appen har over 18.000 brugere.

Læs mere om Arter på www.arter.dk