EU-forbud træder i kraft: Farvel til to lysstofrør og store mængder kviksølv

Fra i morgen er det slut med mest almindelige lysstofrør herhjemme. Det sparer miljø og sundhed for mange tons kviksølv.

Det skal være slut med at bruge kviksølvholdig belysning i danske og europæiske hjem og arbejdspladser. Et EU-direktiv sætter fra i morgen den 24. august en stopper for at fremstille og markedsføre de såkaldte T5 og T8 lysstofrør, fordi de – i modsætning til lysstofrør med LED - indeholder kviksølv, en af de farligste miljøgifte der findes. 

Med forbuddet fuldender EU udfasningen af de miljøfarlige lysstofrør, der i dag hænger på millioner af arbejdspladser og i private hjem.

"Det er en rigtig god nyhed for miljø og sundhed, at kviksølv nu forbydes i forskellige typer af lysstofrør. Kviksølv er et tungmetal, der selv i meget lave koncentrationer indvirker på for eksempel indlæringsevnen hos børn, og stoffet er ekstremt giftigt for dyr og økosystemer. Derfor skal det selvfølgelig begrænses mest muligt,” siger Mia Udengaard Tøibner fra Miljøstyrelsen. 

Et lignende forbud er allerede trådt i kraft for CFNni-lysstofrør i februar 2023.

EU vurderer, at miljøet spares for 2,9 tons kviksølv frem mod 2035, alene som følge af udskiftningen af de tre typer rør med LED-alternativer. Herudover vil overgangen til LED medføre yderligere besparelser på udledning af kviksølv fra generering af elektricitet ved kuldrevne kraftværker.

Kviksølv er i forvejen forbudt i en lang række elektroniske produkter, herunder også belysning, men kviksølvholdige lysstofrør har været undtaget fra reglerne i det såkaldte RoSH-direktiv, indtil LED-teknologien var moden nok til at overtage deres plads.

Det vil stadig være muligt at købe kviksølvholdige T5 og T8 og T5 lysstofrør, så længe de er på restlager i butikkerne. Men efter det tager LED over. 

Yderligere oplysninger

Jurist Mia Udengaard Tøibner, Miljøstyrelsen tlf. 23 60 99 57, e-mail: miaum@mst.dk

Om kviksølv

Kviksølv er et ”kendt og berygtet” stof på grund af dets giftighed og mulighed for at optages i fødekæden samt den globale spredning. Kviksølv er også et af de mest velundersøgte og regulerede stoffer både i Danmark, i EU og også globalt. På grund af kviksølvs alvorlige effekter for mennesker og miljø er brugen af kviksølv begrænset eller forbudt i mange produkter.

Kviksølv kan forårsage en række alvorlige skader på sundhed og miljø. Den måske alvorligste er skade på menneskers nervesystem allerede i fosterstadiet med en risiko for langsommere indlæring og udvikling hos børn.

Kviksølv er fundet overalt på kloden i både mennesker og dyr. Desuden er  kviksølv konstateret i dyr og mennesker på Grønland og andre arktiske områder, hvilket understreger, at der er tale om et globalt problem, da der i disse områder ikke er lokale kilder af betydning, og at der derfor sker en betydelig transport via luft og vand.

Danmark arbejder, både i EU og internationalt, på at få så omfattende begrænsninger som muligt, herunder både forbud mod anvendelse og eksport for at minimere udslippene på global basis.

Læs mere om kviksølv

Om RoHS direktivet og det nye forbud

RoSH-direktivet forbyder salg af elektronik, der indeholder en række farlige stoffer over en vis mængde, herunder kviksølv. Men fordi mange af stofferne har gode, brugbare og nødvendige funktioner, er der mulighed for at dispensere fra forbuddet ved at oprette tidsbegrænsede undtagelser. Undtagelser accepteres dog kun, hvor og så længe det endnu ikke er muligt at erstatte det farlige stof med et andet ud fra blandt andet vægtige miljøhensyn. Derfor har kviksølv i visse lyskilder været undtaget RoHS-forbuddet, men nu hvor det er muligt at producere LED-lysstofrør, der kan erstatte de traditionelle lysstofrør med kviksølv, ophæves undtagelserne i RoSH direktivet. 

I praksis betyder dette, at ingen af de omtalte to rør må sendes på markedet af producenter og importører fra den 24. august 2023 (T5 og T8). Rør, der er sendt på markedet, som er købt af forhandleren inden disse datoer, kan fortsat sælges af forhandlerne. Slutbrugerne kan fortsat benytte produkter, der allerede er købt og eventuelt taget i brug indtil de skal udskiftes.

Læs mere om Rosh-direktivet

EU vurderer, at miljøet spares for 2,9 tons kviksølv, alene som følge af udskiftningen af T5, T8 og CFLni-rør med LED-alternativer. Herudover vil overgangen til LED medføre yderligere besparelser på udledning af kviksølv fra generering af elektricitet ved kuldrevne kraftværker.