Mus, tastatur, headset, gamerstol, skærm, computer og muse-måtte. Hver dag sidder masser af unge og bruger mange timer foran skærmen på at spille computerspil. Ofte i små varme rum med begrænset udluftning.
Miljøstyrelsen ønsker nu at undersøge, om det kan være skadeligt for de unges helbred.
I elektronik findes forskellige kemikalier, der kan sprede sig til indeklimaet og dermed også den unge spiller. At der er så meget elektronik samlet et sted kombineret med forhold som høj temperatur, høj luftfugtighed og dårlig udluftning gør, at der kan være en potentiel risiko, fortæller Peter Juhl Nielsen fra Miljøstyrelsen, som er ansvarlig for undersøgelsen.
Undersøgelsen kommer til at omfatte kemiske målinger af udstyr i mange forskellige situationer; i gamer-rum ved ungdomsinstitutioner, i private hjem og i klimakammer. De mange test skal kortlægge, hvilke kemikalier, der frigives til luften i rummet og om for eksempel udluftning, temperatur og luftfugtighed påvirker frigivelsen af kemikalier.
Vi forventer, at resultaterne kan føre til ny viden, som giver indsigt i, hvilke potentielt skadelige kemikalier, der benyttes i gaming-udstyr, og om disse kemikalier afgasses fra produkterne og vil kunne udgøre en risiko for forbrugeren, siger Peter Juhl Nielsen.
Det er første gang, at Miljøstyrelsen ser på den samlede udsættelse fra gamer-udstyr, og resultaterne forventes klar sidst på året.
Yderligere information
Peter Juhl Nielsen, AC-tekniker, Miljøstyrelsen. E-mail: Pejni@mst.dk eller telefon 21 15 30 67.
Kemikalier i elektronik
Elektronik kan variere betydeligt i temperatur og være brandfarligt, og derfor bliver der ofte brugt flere forskellige flammehæmmere for at undgå brand i udstyret. Yderligere, forventes det også, at meget af elektronikken indeholder forskellige former for blødgørere, som tilsættes for at gøre plastik blødt og mere fleksibelt.
Miljøstyrelsens generelle råd om indeklima
Summen af computere, møbler, legetøj, rengøringsmidler og tæpper i din bolig kan tilsammen give et usundt indeklima, da produkterne hver især afgiver en række kemiske stoffer som samles i støv eller frigives til luften. Generne kan eksempelvis være allergiske reaktioner, luftvejsirritationer, hovedpine og svimmelhed.
- Luk luften ind - sørg for gennemtræk 2X5 minutter hver dag.
Luften indenfor kan faktisk være mere forurenet end luften udenfor. Sørg derfor for, at luften bliver skiftet hyppigt ud. Der skal gennemtræk til. Vinduer på klem giver ikke samme effekt. - Gør hyppigt rent - fjern støv en gang om ugen, og indret dit hjem rengøringsvenligt.
En del kemikalier binder sig til støv. Derfor skal støvet fjernes hyppigt. Du kan hjælpe dig selv ved eksempelvis at opbevare ting i kasser med låg, som let kan støves af. - Sov ikke med tændt elektronik - tænk over, hvor du placerer elektronisk udstyr, og sluk det efter brug.
Når elektronikken bliver varm, frigives der en række kemikalier til indeluften. Specielt i små rum, hvor du sover eller opholder dig meget, kan det give problemer med indeklimaet. - Køb produkter indenfor EU
EU’s kemikalielovgivning (REACH) og EU’s lovgivning for elektroniske produkter (RoHS) regulerer kemikalier i produkter indenfor EU. I forbrugerprodukter som sælges indenfor EU, er der begrænsning på indhold af flere ftalater (blødgørere), flammehæmmere og metaller, som kan udgøre en sundhedsskadelig risiko for forbrugeren.