Ozonindholdet i luften er lettere forhøjet

Ozonindholdet i luften er i dag kl.16:00-17:00 på luftmålestationen Ulborg, Vestjylland målt til 187 mikrogram pr. kubikmeter. Det betyder, at personer med luftvejslidelser kan føle sig generet.

Det varme og tørre vejr har fået ozonindholdet i luften til at stige. Ozon irriterer slimhinderne i øjne og luftveje, og derfor kan personer med følsomme luftveje – f.eks. astmatikere eller personer med KOL - opleve symptomer. Det er individuelt, hvordan det påvirker den enkelte person.

Oplever du gener, kan du med fordel gå inden døre, hvor indholdet af ozon i luften normalt er lavere. Det er en god ide at undgå at dyrke motion i de perioder, hvor ozonniveauet er højest - det er typisk om eftermiddagen. Hvis du føler dig meget generet eller har vejrtrækningsproblemer, skal du søge læge.

Varme og forurening får ozonniveau til at stige

Årsagen til de høje ozonniveauer er en kombination af det solrige vejr, transport af forurenet luft fra Centraleuropa, og at den ophobede luftforurening forbliver tæt ved jorden.

Når indholdet af ozon i luften overstiger 180 mikrogram pr. kubikmeter, skal befolkningen ifølge EU's regler underrettes.

Gennemsnittet af ozonindholdet i luften over de seneste 8 timer er målt til 136 mikrogram pr. kubikmeter. Overskridelsen er målt på målestationen ved Ulborg, men niveauet er også højere end normalt andre steder i landet. Ozonindholdet i luften forventes at blive højest først på aftenen og derefter falde i løbet af aftenen eller natten.

Overskridelser af EU’s informationstærskelværdi for ozon i Danmark registreres normalt med nogle få års mellemrum. Denne pressemeddelelse er kun en information til befolkningen. Under danske forhold er det usandsynligt, at ozonindholdet når op på 240 mikrogram pr. kubikmeter, som er niveauet for udsendelse af en egentlig advarsel.

Udviklingen i luftens indhold af ozon følges løbende af Miljøstyrelsens luftforureningsberedskab. Hvis der sker eller forventes at ske en forværring i situationen, eller der opstår nye forhøjede niveauer, vil Miljøstyrelsen informere om dette.

Der henvises i øvrigt til Miljøstyrelsens hjemmesidefacebook og twitter samt

DR’s Tekst-tv side 497-499 og DCE’s hjemmeside.

Vær opmærksom på, at den her omtalte ozon findes i den luft, vi indånder. Den har intet at gøre med det stratosfæriske ozonlag, som i en højde på ca. 20 km over jorden beskytter os mod for kraftigt ultraviolet lys, og som omtales i forbindelse med ”huller i ozonlaget”.

Luftforureningsberedskabet er et samarbejde mellem Miljøstyrelsen, Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet og Sundhedsstyrelsen.

Yderligere oplysninger

Pressekoordinator i Miljøstyrelsen, Troels Rolf, tlf. 22 44 51 25, e-mail: trp@mst.dk>

Kontorchef i Miljøstyrelsen, Susanne Ulrich, tlf. +45 29 13 22 49, e-mail:suule@mst.dk

Sundhedsstyrelsen: 72 22 74 00

Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet:

Seniorforsker Thomas Ellermann (aktuelle måleværdier og prognoser) Tlf. 87 15 85 26