Træmorder og syrenpileurt er kommet på EU´s liste over invasive arter

Antallet af arter på EU´s liste over invasive arter er udvidet fra 66 til 88, men kun to af de nye arter forekommer i naturen i Danmark. Det er træmorder og syren-pileurt.

Træmorder (Celastrus orbiculatus) er en slyngplante, som er blevet solgt i danske havecentre, men det er nu forbudt. Foto: Justin Tso, CC BY 2.0.

Slyngplanten træmorder og den blomstrende syren-pileurt er nu kommet på EU´s liste over invasive arter, som netop er blevet opdateret. Arterne forekommer i naturen i Danmark, og træmorder sælges i plantecentre.

EU-listen er fra 2. august 2022 udvidet fra 66 til 88 arter, men ind til videre er kun de to nævnte arter fundet i naturen i Danmark.

Private ejere af træmorder og syren-pileurt må beholde dem i egen have til planterne dør, men man må ikke længere handle med dem eller forære og bytte dem væk. Man må heller ikke formere planterne, og hvis de bliver spredt i naturen, skal de bekæmpes.

EU-listen opdateres jævnligt

Invasive arter er dyr og planter, der ved menneskers mellemkomst er blevet spredt uden for det område, hvor de hører naturligt hjemme, og som påvirker hjemmehørende arter negativt.

For at undgå at de invasive arter bliver spredt yderligere, og fordi de invasive arter spreder sig over landegrænser, har EU vedtaget en forordning, som gælder i alle medlemslande. Omdrejningspunktet for forordningen er en liste over invasive arter, der er problematiske på EU-niveau, og som derfor kræver handling fra medlemslandene.

For at en invasiv art kommer på EU-listen, skal der først laves en risikovurdering, som bl.a. grundigt beskriver hvordan arten påvirker hjemmehørende arter Risikovurderingerne bliver gennemgået af fageksperter fra EU-landene, som kommer med indstilling til, hvilke arter, der skal på listen. Den endelige liste bliver derefter politisk vedtaget i EU.

De to nye på listen i Danmark

Den nye invasivliste har i udgangspunktet begrænset betydning for naturen i Danmark, i og med kun to af de 22 arter er observeret i den danske natur.

Nogle af de øvrige arter, som muslingeblomst og californisk kongesnog, handles dog i et vist omfang her i landet, men de kan ikke umiddelbart etablere sig i naturen. Derudover er der arter som chital-hjort og rustfarvet flodkrebs på listen, som vil være i stand til at etablere sig i den danske natur, hvis de bliver introduceret.

Forbuddet træder i kraft 2. august 2022, men gælder i første omgang ikke muslingeblomst og træmorder, som får en overgangsperiode på henholdsvis 2 og 5 år. Forbuddet for disse to arter træder først i kraft henholdsvis d. 2. august 2024 og d. 2. august 2027.