Hånddesinfektion uden etanol tilbagekaldes

Miljøstyrelsen tilbagekalder hånddesinfektionsproduktet ”MTM Hånddesinfektion 85 %” fra firmaet MTM Service Aps. Produktet indeholder ikke en eneste dråbe etanol.

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har den 26. maj 2020 påbudt virksomheden MTM Service Aps straks at tilbagekalde et fejltappet parti af hånddesinfektionsproduktet ”Hånddesinfektion 85 %” fra forhandlere og brugere. Det drejer sig om et parti på mere end 4000 flasker påsat etiketten ”Hånddesinfektion 85 %”, som indeholder et andet produkt. Partiet er tappet i en mat plastflaske, som den på billedet.

”MTM Service Aps har markedsført et stort parti hånddesinfektionsprodukt med en påstand om, at det indeholdt 85% etanol, men en stikprøveanalyse viste, at produktet slet ikke indeholder etanol, hvorfor det ikke er virksomt over for bakterier og vira. Derved har virksomheden fortaget vildledende markedsføring”, siger Kim Holm Boesen, kontorchef, Miljøstyrelsen.

Det betyder, at MTM Service Aps skal tilbagekalde Hånddesinfektion 85 %, tappet i flasker som vist på billedet, fra forhandlere og brugere. Tilbagekaldelsen skal ske ved direkte henvendelse til alle købere og ved annoncering på facebook. MTM Service ApS skal senest den 2. juni 2020 sende dokumentation til Kemikalieinspektionen for at påbuddet er efterkommet.

Påbuddet er givet i henhold til kemikalielovens § 48, stk. 2, nr. 3.

For yderligere information kontakt venligst: Kim Holm Boesen, kontorchef, Miljøstyrelsen på: 2162 5966.