Internationale miljøaftaler adresserer kemiske stoffer, som har potentiale til at spredes over meget lange afstande og skade mennesker og dyr ; f.eks. Minnamata-konventionen (kviksølv) og Stockholmkonventionen (POP-stoffer – persistente organiske miljøgifte). Bidraget til de globale aftaler og OECD-arbejdet er samlet set kvalitativt vurderet til at medvirke til betydelige miljø-og samfundsøkonomiske gevinster.
De mest almindelige juridiske aftaler er konventioner og protokoller, hvor protokoller generelt er aftaler, som har udspring i en overordnet konvention. Andre aftaler, som ikke er juridisk, men politisk bindende, går som regel under betegnelsen charter eller deklaration.
De juridisk bindende aftaler – konventioner og protokoller – implementeres normalt både gennem EU-lovgivning og national lovgivning. Det skyldes, at både EU og de enkelte medlemsstater ofte er parter til aftalerne. Størstedelen af implementeringen sker gennem EU-lovgivning, de såkaldte forordninger, som er direkte gældende i EU’s medlemslande.
Internationale forhandlinger
Der er internationale aftaler i mange fora. Beslutningerne om at starte forhandlinger om en international aftale sker som regel ved ministermøder under internationale organisationer, typisk i FN regi.
På miljøområdet er det ofte under FN’s miljøprogram, UNEP (læs mere om UNEP på unep.org) eller, hvis det er en aftale i Europa, FN’s økonomiske kommission for Europa (UNECE) (læs mere om UNECE på www.unece.org).
Der er dog også andre muligheder. Således er der truffet beslutning om at starte forhandlinger på verdenstopmøder, f.eks. FN’s konference for miljø og udvikling i Rio, hvor der blev truffet beslutning om at starte forhandlinger om Klimakonventionen, Biodiversitetskonventionen og Ørkenkonventionen. Andre aftaler er eksempelvis besluttet under den Internationale Maritime Organisation (IMO)(læs mere om IMO på www.imo.org) og Europarådet (læs mere om Europarådet på www.coe.int).
Mest almindeligt på miljøområdet er, at når først aftalerne er færdigforhandlet og vedtaget, er de ikke underlagt en organisation. D.v.s. de er uafhængige af de organisationer, hvor man tog beslutning om at starte forhandlinger. I praksis varetager de pågældende organisationer dog ofte sekretariatsfunktionen for aftalerne. Det sker i så fald på anmodning fra Partskonferencen, som er en international aftales bestemmende forsamling.
Miljøministerieriet er ansvarlig for en række internationale aftaler
Miljøministeriet har, i samarbejde med Miljøstyrelsen, ansvaret for en række internationale aftaler. Det gælder ikke mindst på kemikalie- og pesticidområdet. De centrale globale konventioner og protokoller på det område er:
- Stockholmkonventionen om persistente organiske miljøgifte (læs mere på Stockholmkonventionens hjemmeside ),
- POP-protokollen under UNECE konventionen om langtrækkende grænseoverskridende luftforurening (CLRTAP) (læs mere om POP-protokollen)
- Rotterdamkonventionen om forudgående informeret samtykke ved handel med visse farlige kemikalier i international handel (læs mere på Rotterdamkonventionens hjemmeside), Wienkonventionen og dens Montrealprotokol om stoffer, der nedbryder ozonlaget (læs mere på Montrealkonventionens hjemmeside)
- Minamatakonventionen om kviksølv (læs mere på Minamatakonventionens hjemmeside)
Miljøministeriet deltager også i en række andre internationale aftaler og fora, hvor kemikalier spiller en rolle, både regionalt og globalt. Det gælder ikke mindst FN’s miljøprogram, UNEP.
Global kemikaliestrategi - SAICM
The Strategic Approach to International Chemicals Management (SAICM) er tiltænkt rollen som det centrale globale instrument i bestræbelserne på at nå målsætningen fra Verdenstopmødet i Johannesburg. Målsætningen lyder, at kemikalier i 2020 skal bruges og produceres på en måde, som minimerer væsentlige negative effekter på miljø og sundhed. Rammerne og målsætningerne for den globale kemikaliestrategi er under revision og det forventes, at en ny aftale falder på plads i september 2023.
Læs mere om SAICM på SAICMs hjemmeside
Basel konventionen
Formålet med Basel konventionen er at regulere grænseoverskridende transport af farligt affald, og et af konventionens oprindelige hovedformål er at forhindre, at farligt affald eksporteres til de fattige lande. Ved konventionens 10-års fødselsdag i 1999 blev det besluttet at ændre fokus for konventionen, så formålet i højere grad bliver at sikre miljømæssig forsvarlig behandling af affald samt affaldsminimering.
Læs mere på Baselkonventionens hjemmeside.
IMO (International Maritime Organisation)
FN’s søfartsorganisation (IMO) er FN’s særlige organisation for maritim sikkerhed, sikring af den internationale søfart og forebyggelse af forurening fra skibe. De seneste år har der været særligt fokus på miljødagsordenen i IMO, herunder beskyttelse af følsomme havområder, øget regulering af transporter med olie, samt krav til skibes brændstof og udledninger til hav og luft. Det sker gennem IMO’s Marine Environment Protection Committee (MEPC), hvor Miljøministeriet er ressortansvarlig på miljøområdet.
På Miljøstyrelsens hjemmeside kan du læse mere om Danmarks miljøarbejde i relation til skibsfart og IMO.
Læs videre
Regionalt samarbejde
Af de bredere regionale aftaler skal her nævnes Helsinkikonventionen og OSPAR konventionen. Helsinkikonventionens formål er at beskytte havmiljøet i Østersøområdet. Helsinkikommissionen, refereret til som HELCOM, er det styrende organ i arbejdet under konventionen.
Læs mere på HELCOMs hjemmeside
OSPAR (en sammentrækning af de to konventioner, som danner baggrund for konventionen, Oslo- hhv. Paris-konventionerne) danner ramme for det internationale samarbejde om at beskytte havmiljøet i det nordøstlige Atlanterhav. Arbejdet under konventionen ledes af OSPAR Kommissionen. Læs mere på OSPAR's hjemmeside
Nordisk og arktisk samarbejde
Danmark deltager også i nordisk og arktisk samarbejde på miljøområdet. Danmark samarbejder i regi af Nordisk Ministerråd med de øvrige nordiske lande omkring en række miljøproblematikker. De nordiske miljøministres samarbejde bygger på flerårige miljøhandlingsprogrammer.
Læs mere på Nordisk miljøministerråds hjemmeside.
Der er også vedtaget et nordisk miljøhandlingsprogram2019-2025, der danner rammen om de nordiske landes miljøsamarbejde både inden for Norden og i forhold til nærområderne, Arktis, EU og øvrige internationale fora. Miljøhandlingsprogrammet fokuserer på følgende fem hovedtemaer: cirkulær økonomi, klima & luft, kemikalier, biologisk mangfoldighed, hav & kyst og.
Læs mere om det nordiske miljø- og klimasamarbejde og Nordisk miljøhandlingsprogram
Danmark tilsluttede sig i 1991 Den Internationale Arktiske Miljøstrategi (AEPS), som fortsat er en vigtig strategi for Kongeriget Danmarks(Grønland, Færøerne og Danmark) miljø- og naturindsats i Arktis. Arktisk Råd blev dannet i 1996 som et mellemstatsligt forum bestående af de otte arktiske staters regeringer samt seks oprindelige folkeslag med ønsket om et tættere regionalt samarbejde i det cirkumpolare nord. Rådet beskæftiger sig primært med klima, natur og miljø men oprindelige folk og socioøkonomiske forhold har også fokus
Målet med AEPS er at beskytte biodiversiteten, de arktiske økosystemer, at beskytte og genoprette miljøkvaliteten samt sikre bæredygtig udnyttelse af de levende e ressourcer i Arktis, at overvåge tilstanden af det arktiske miljø samt at identificere, reducere og som endeligt mål at eliminere forureningen bla. via internationale aftaler. Læs mere om Arktisk Råd på dets hjemmeside
Du kan også læse om Miljøstøtte til Arktis - en tilskudsordning under Miljøstyrelsen, som understøtter miljø- og naturaktiviteter i Kongerigets del af Arktis-
Læs mere om det aktiske samarbejde